Efterskrift til: "Tabu er også en bivirkning", bogen er udkommet 15.dec. 2011 på Skriveforlaget

af Henrik Risdorf, supervisor i socialpsykiatrien

Psykiatriske diagnoser gør sig i en vis forstand skyld i samfundsmæssig mobning. De er på alle måder voldsomt reducerende i forhold de menneskelige skæbner de overgår. De stigmatiserer, de udpeger, udstiller, dømmer og mystificerer, for hvad er det nu lige at de dækker over? Og hjælper de egentlig den enkelte? Man kunne spørge; har mobning nogensinde hjulpet nogen?

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der i vores samfund stadigt er rigtigt mange fordomme, og kæmpe uvidenhed omkring, hvad mennesker med såkaldte psykiske sygdomme er for en størrelse. Men det er i sig selv ikke hele problemet omkring gruppen, som har såkaldte psykiske sygdomme; hvad andre tænker omkring dem. Problemet er ikke mindst, at den psykiatriske videnskab, og de psykiatriske diagnoser i sig selv er fordomsfulde over for de personer, som de forsøger at udsige sig noget videnskabeligt omkring. Det perspektiv mangler i debatten: At psykiatrien på tragisk vis bidrager til den fødekæde af fordomme, der samfundsmæssigt gør sig gældende på de mennesker, der har psykiske sygdomme.

I sin grundpraksis er psykiatrien faktisk fordomsfuld over for de personer, den er sat til at hjælpe og yde omsorg overfor. Det er den ikke af ond vilje, men fordi den psykiatriske videnskab og diagnostiske praksis knyttet hertil magtfuldt indsnævrer blikket på det enkelte nødstedte menneskes potentialer, i en situation hvor personen har det rigtigt skidt. Psykiatrien reducerer i sin praksis mennesker i krise og nød ved alene at fokusere på personens særlige symptomer og særlige psykiatriske vanskeligheder, og som derfor skal have en psykiatrisk diagnose, så der kan stilles en behandling, som primært består i at tilbyde medicinsk psyko-farmakologisk behandling. Herved skaber den psykiatriske praksis, og de psykiatriske diagnoser et tunnelsyn på den nødstedte, samtidigt med, at det på en magtfuld og forunderlig vis dominerer hele billedet om af, hvem personen er; hvad personen rummer og indeholder, og hvad personen fremover bliver nødt til at tage højde i sin livsførelse osv.. Det kan skabe ”tunnellivsførelser”, hvor man afskærer sig selv fra en masse samfundsmæssige muligheder, fordi man først og fremmest ser sig selv som psykisk syg. Denne bog viser, at det muligt at gøre noget andet. At bliver del af noget andet.

Det er ikke, hvad som helst den psykiatriske diagnose udsiger sig noget omkring. Dens dom omhandler menneskets personlighed; min personlighed. Det kan herved invadere min egen selvforståelse som menneske. Diagnosen kan blive en negativ egenskab, der så at sige bliver den afgørende egenskab omkring min person, ikke bare i psykiatrisk perspektiv, men også i det omgivende samfunds perspektiv og ofte på tragisk vis også i den enkelte persons eget perspektiv på sig selv. Samtidigt synes disse perspektiver at afspejle en afgørende mangel; at dem de psykiatriske diagnoser omhandler, ikke i sig selv kommer magtfuld til orde omkring deres eget liv; hvad de selv oplever, har været grundene til, at det er gået dem, som det er, da de fik det skidt, og hvad der skal til for at komme videre osv. Altså, hvad er deres egne meninger, perspektiver og fortællinger omkring det som er hændt dem. I den forstand er diagnoserne heller ikke demokratiske, og tager ikke personens eget perspektiv for gode varer. Tænk bare på en psykiatrisk diagnose som skizofreni. Vi tænker uvilkårligt om skizofrene, som en gruppe, der stort set har ens problemstillinger, symptomer menneskeligt set. At det er en gruppe mennesker, med samme sygdomsforløb, samme symptomer, som mere eller mindre skal have samme behandling osv.. Bogen her viser, hvilken mangfoldighed og individualitet, der udfolder bag personer der har haft kontakt med psykiatrien. Den viser hvor komplekst det menneskelige er. Det kan ikke puttes i kasser.

Psykiatriske diagnoser kan aldrig blive en udtømmende og endelig forklaring af individet. Derfor mangler vi på afgørende niveauer ny viden og praksisser, der på andre og mere mangfoldige måder giver os nye, og mere nuancerede billeder af, hvad det vil sige at have psykiske vanskeligheder. Vel og mærke ny viden, der medtænker personens særlige sociale situation både før og efter, at man er gået ned psykisk med nakken. Jeg synes, at bogen her på fornem vis repræsenterer en sådan manifestation. Bogens hovedfokus er konkrete personer og deres eget perspektiv på deres egne psykiske vanskeligheder med livet. Det er en bog fyldt med konkrete og mangfoldige historier om livet. Det er samtidigt personer, som alle har været i kontakt med psykiatrien på den ene eller anden måde. Deres personlige vanskeligheder er blevet udlagt af psykiatrien - ofte via de stigmatiserende psykiatriske diagnoser. Men her i bogen fremstår de som egne personer; som sig selv. På den måde er den en helt usædvanlig bog. Og det er en bog, der via alle beretninger bryder med det diagnostiske tunnelsyn og udvider blikket. Det er en kæmpe mangfoldighed der udfolder sig, med dybt forskellige vinkler, historier og perspektiver fra og på deres liv. Men noget går igen: Det er som om, at man bliver udstyret med en eksistentiel gåde, når man får en psykiatrisk diagnose, for hvorfor er det gået, som det gik og hvordan skal det ende? Ja, fx kan man komme i kontakt med Patricia-huset eller Bo25. Hvis man er så heldig at komme i kontakt med meningsgivende fællesskaber med betydningsfulde muligheder.

For der er brug for fællesskaber, når man har været dybt psykisk knækket. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Fællesskaber er den altafgørende medicin, når man har været nede med nakken. Moderne hjerneforskning viser, at det at være i fællesskaber, at have med fællesskaber at gøre, har afgørende indflydelse på hjernes positive udvikling for vores trivsel og forandring. Vel og mærke meningsfulde fællesskaber, som har noget på hjertet. Det er meget vigtigere end psykofarmaka. Vi har brug for steder, hvor man kan gentænke sin tilværelse og overveje sit gamle tilværelsesprojekt. Hvad var det, man kom fra? Hvor vil man gerne hen oven på en dyb livskrise – måske til et liv, hvor min sygdomsforståelse ikke dominerede hele min tilværelse og selvforståelse? Hvilken form for tilværelse skal jeg have nu? Hvad vil jeg give mig i kast med? Hvad skal jeg lukke ned i mit hidtidige liv? Hvad skal jeg ændre og åbne mere op for i mit nye tilværelsesprojekt? Hvilke muligheder er vigtige at skabe? Hvilke er vigtige for mig at få hjælp til? Hvilke steder og personer vil være vigtige for mig at opsøge og orientere mig mod? Her er det afgørende vigtigt, at man frem for alt ikke er så ”dopet” af medicin, at man bliver handicappet af bivirkningerne. For hvordan søren skal man kunne finde indflydelse på sit liv og mærke de eksistentielle udfordringer man står med i sin tilværelse, hvis man er handicappet af virkningerne og bivirkningerne af psykofarmakaen?
Pillen for social integration er endnu ikke opfundet. Det er et arbejde, der skal skabes, og ikke kan gøres alene. Det kan ikke gøres i et tomrum. Derfor er det så vigtigt, at der findes steder som Patricia-huset og Bo25. Som har faglighed og indsigt og rummelighed, men også blik for at udfordre på relevante måder. For det har man brug for, at blive udfordret på relevante måder. Denne bog er en opfordring til at være med. Lad os håber den tjener som eksempel på efterfølgelse, for andre i lignende situationer.
Tillykke med jeres flotte fælles arbejde!