Fri mig fra det selvfølgelige

”…………..Det slår mig at tekster som udtrykker holdninger, ingen kan være uenige med, er værdiløse.”

Jeg har ikke tal på de gange jeg har læst eller hørt at ”…..det er vigtigt at samarbejde med beboere….”eller ”…..vi skal lytte til beboerne…” eller”…..Det er vigtigt at skabe tillid…” Ja, gu er det da vigtigt. Det vil alle være enig i. Hvis det endelig lykkedes at finde nogle, der ikke er enige ville de repræsentere en så lille gruppe at det vil være fuldkommen uinteressant at diskutere med dem.

I disse år vil alle være venner med Recovery. De offentlige socialpsykiatriske tilbud vågner fra en miljøterapeutisk tornerosesøvn og de fleste er for tiden oppe at surfe på Recovery­bølgen. De mest ambitiøse hævder oven i købet at have udviklet en recovery­praksis.
Som medarbejdere i et socialpsykiatrisk bocenter følger vi interesseret med i og er en del af denne udvikling. Men der er opstået et problem. Den sproglige tradition vi har skabt omkring formidlingen af vores recovery­praksis er i fare for at blive fyldt op med og flyde over af selv­indlysende banaliteter. Når vi beskriver visionerne for en recovery­praksis, bliver det alt for ofte gjort i vendinger der på en meget upræcis måde beskriver

Min erfaring er at det at etablere en troværdig recoverypraksis i et offentligt socialpsykiatrisk tilbud er en særdeles vanskelig og kompleks opgave. Ikke desto mindre er der i feltet mange interessante projekter der hver i sær bidrager med vigtig ny viden i arbejdet med at udforske recoverypointernes muligheder og begrænsninger i konkrete praksisser.

Det ser ud til at der er aktører på recoverybølgen der ikke formulerer sine holdninger og ikke træffer valg. I bedste tilfælde betyder det at Recovery bliver lig med ”det der er godt” eller ”det der virker”. I værste tilfælde betyder det at Recovery bliver lig med en temmelig hul praksis der handler om at fikse den nuværende praksis op med nogle smarte fraser og herefter præsentere den som Recovery.

Det er nemt at få en recoverypraksis til at lyde godt, men en beskrivelse af recovery der ikke forbinder sig med en konkret praksis og konkrete til- og fravalg i forbindelse med etablering af denne praksis bliver noget vanskeligt noget at have med at gøre. På en gang besnærende og forførende i al sin politiske korrekthed, men samtidig bliver den på en sær­deles kalorie­fattig måde en smart over­skrift hvori det er muligt at gem­me en dår­ligt be­skrevet og util­strækkeligt re­flekteret praksis.

Det er ikke fordi jeg ikke ønsker til at tro på de fantastiske recovery­fortællinger. Tvært­imod. Jeg er også forført af ideen om at mennesker kan komme sig fra sindslidelser, og jeg ønsker brændende at være en del af at skabe en socialpsykiatri der understøtter dette. Men i denne svimle forførte tilstand har jeg brug for et værktøj der hjælper mig med at sortere i vores egne og andres praksisfortællinger. Hvad er egentlig substans der bidrager med vigtig (ny) viden, og hvad er klodsede forsøg på at smøre et lag glasur henover en velmenende praksis og præsentere den som recovery?

Min bekymring er at selvfølgelige sandheder i overdrevne mængder sløver vores lyst og evne til at være kritiske.

Negationsbrillerne

Jeg har fundet ud af at der er en måde hvorpå jeg kan sortere disse recoverytekster. Jeg tager mine negationsbriller på. Jeg laver alle sætninger om således at de udtrykker det modsatte synspunkt. En sætning der udtrykker holdningen ”det er vigtigt at samarbejde med beboerne” bliver til ”det er ikke vigtigt at samarbejde med beboerene”. Jeg benytter mig herefter af følgende hypotese.

Hvis en holdning i sin modsætning er meningsløs eller uinteressant så er den oprindelige holdning det også.

På den måde bliver det ubarmhjertigt tydeligt hvornår debatten alene bliver fyldt op med varm luft.

Det bliver også muligt at få øje på de der tør forbinde deres holdninger med en eksplicit praksis i hvilken der er foretaget prioriteringer. Dem holder jeg øje med.

En troværdig recoverypraksis kan;

Eksplicit formulere sine holdninger
Redegøre for sammenhængen mellem disse holdninger og den etablerede praksis
Redegøre for de prioriteringer, til- og fravalg der er gjort i forbindelse med etablering af praksis