En tur gennem Michael Whites tekst: "Attending to the consequences of trauma"

Nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatiserende diskurser.
Hvordan samarbejde terapeutisk med beboere, der har været udsat for heftige psykologiske traumer – og dette i en socialpsykiatrisk kontekst, hvor de søger samtaler hos undertegnede. Det kan der være god grund til at fundere nærmere over, idet Marius Romme og Sandra Esher, hhv, professor i socialpsykiatri og videnskabsjournalist, har fremsat den kontroversielle teori, på baggrund af undersøgelser af psykotiske mennesker indenfor psykiatrien, at ca. 80% af dem som kommer i behandling i psykiatrien og som bliver psykotiske hhv. psykisk forstyrret har haft voldsomme krænkelser og voldsomme traumer bag sig. Denne viden korresponderer ikke umiddelbart med medicinalindustriens og den psykiatrisk kemiske diskurs om psykiske sygdomme. Men den tilbyder et mere frugtbart perspektiv at arbejde ud fra.

Jeg har fundet inspiration på Dulwich centerets hjemmeside (http://www.dulwichcentre.com.au/) , hvor Michael White koger en meget kraftfuld postmoderne suppe over den problemstilling (”Workshopnotes ”Attending to the consequences of trauma”)

White indleder med at konstatere, at mange af de nutidige forståelser der er af psykologisk smerte og forstyrrelse, som følge af heftige psykologiske traumer, rent faktisk obstruere udsynet til kompleksitet og de nuancer, som ligger i folks oplevelser af traumerne. Der er støj på linien. White bytter frugtbart rundt på den gængse logik på dette emne på en måde, hvor jeg får associationer til Deleuzes metode om skizoid-analyse. Den metode har som intention at aftvinge andre erfaringer om et givet fænomen via vanvittig ombytning – inspireret af den skizofrene tilstand - og dermed overskride det vi tænker traditionelt om forskellige fænomener, og således at det utænkelige kan tænkes (se Gilles Deleuze ”Forhandlinger”, dansk udgave 2006, Samlerens forlag). For White støjer de eksisterende psykologiske diskurser i forhold til de subjektiveringsmuligheder der bredt samfundsmæssigt tilbydes til at forstå og skabe sig selv igennem som menneske. De koloniserer så at sige den krænkedes persons oplevelser, og give meget lidt plads for den nødstedte til at formulere sine egne oplevelser om de hændelser. Ikke at forstå at der er et prædiskursivt niveau, hvor der kan skaffes privilegeret adgang til oplevelsen, men sådan at forså, at der ikke – kulturelt set - er mange tilgængelige måde, hvorpå vi kan lave god mening og udvikle et godt liv ud af at have heftige trauma. Det giver rigtig god mening, hvad White anfører om dette. Jeg har ofte som psykolog i socialpsykiatrien mødt mange italesættelser om traumer og krænkelser fra beboere, som taler ind i meget traditionelle forståelse af, hvad traumer og hvad de hændelser gør ved én som person. Fx hvor sårbart og skrøbeligt et menneske man blive af det, og hvad for et mennesket man bliver - og måske er - på den baggrund. Og det skal man jo som psykolog tage alvorligt, men det er samtidigt en bestemt måde at subjektivere sig på via diskurserne og magt-videns-relationer. Det er bestemt måde at fortælle sin historie med potentiel selvpåført magtundertrykkelse. Der tilbydes nemlig et væld af mange tilgængelige diskurser til at forstå sig selv som offer, både kemisk offerhistorier og mere psykologiske offer historier. Og de historier er de socialpsykiatriske kunder/beboere helt på højde med af mange gode grunde. Mens det modsatte mangler, historierne om at blive sejrsherre, at have overvundet sin smerte, sine krænkelser. At man har kunnet rejse sig, hele tiden gennem bevægelse, tiltrods for en historie om overgreb. Derfor tilbyder White en anden historie, et andet perspektiv til at forstå gænge måder at handle på, måder der kan hjælpe til at potentgøre de små ansatser til subjektivitet, som ligger for den krænkede. Den bærende pointe for den ”frisættelse, er undtagelserne for den dominerende historie. De findes i et hvert menneskes liv.

White spørger: Hvordan kan den terapeutiske samtale hermed bidrage med at skabe en mere robust oplevelse af sig selv, i stedet for den meget skrøbelige subjektiverings diskurs, der ligger lige til højrebenet for en hver krænket person - for en hver - som er blevet udsat for voldsomme overgreb og krænkelser som barn. White oplister nogle nødvendige kriterier:
a) at mennesker finder mere glæde og ære ved deres liv
b) åbne muligheder for at tage skridt i forhold til det som opleves som vanskeligheder og kniber og det som forhindrer én i at komme tættere ens fortrukne liv
c) tilføre og forøge ens almene fornemmelse af, hvordan man skal leve videre i ens liv
(min oversættelse)

White tilbyder en metafor på det psykologiske kompleks som mennesker oplever og måske holder fast i, at det kan ses som et testamente. Et testamente over hvor vigtigt det har været for personen at holde fast i det, som for personen har været så værdifuldt, og som blev voldet under traumet. Dvs. i den psykologiske smerte gemmer sig historierne om, hvad der er og har været vigtigt for personen at holde fast i, hvilket kan inkludere størrelser som:
a) fortrukne måder at leve på, særlige livs-ønsker
b) værdsatte værdier og forestillinger om hvad det vil sige at været accepteret, ideer om retfærdighed, og ”fairness”
c) moralske visioner og perspektiver på og om hvordan verden måske kunne se ud
d) betydningsfulde løfter og besværgelser om måder at være på i ens liv

White søsætter således en frugtbar dekonstruerende forbindelse op mellem psykologisk smerte og så, at denne smert og svarene herpå kan ses og betragtes ud fra personens stærke værdier, overbevisninger, inspirationer, håb, drømme moralske visioner, og det man føler sig ”committet til”. På den måde viser intensiteten af smerten, volumen af den mening man har sine dyrebare værdier og hvor meget man har holdt fast i dem. Disse størrelser, er det pointen, kan undersøges og gøres til genstand i terapeutiske samtaler, netop for at arbejde hen mod undtagelserne for den kolonaliserende undertrykkende historie, som faktisk ofte er krænkerens/bødlens historie, som man binder sig til og binder meget psykisk energi i. Ofte er man som krænket, så man så at sige bliver rekrutteret og hvervet til den skrøbelige og sårbare identitet, som også de traditionelle fagdiskurser om at være krænket og offer giver næring til.

White nævner også det daglige stress og pres som denne gruppe af mennesker ofte lever med. Den psykologiske smerte til traumet kan hermed ses som et svar og en daglig ”paying tribute” til deres evne til at holde en forbindelse til det, som man holder af og værdsætter i livet. og så ens moralske univers, altså netop det som blev fornedret og disrespekteret i krænkelsen, og som personerne (de krænkede) er blevet adskilt fra. På den baggrund er undersøgelserne og anerkendelsen af personens forbindelser mellem ens moralske univers der blev krænket og så graden af psykologisk smerte og daglig forstyrrelse, området som skal italesættelse, for at udvikle en platform for gribe det nye liv.

White går så videre i sin smukke dekonstruktive genlæsning af psykiske traumer via metaforen om testamentet for det psykiske traume. Michael White fremføre at testamente metaforen kan udgøre grundlaget for at undersøge ofrenes svar/reaktioner på det traumet, på det som har været udsat for. Pointen er at i testamentet – forstået som værdier man søger at sikre til fremtiden - ligger kimene til at skabe den subjektivitet, som de ønsker at skabe deres liv efter. Bevægelsen er sådan allerede startet i gennem svarene på traumet. Så alle svarene på det traumet, som de krænkede har været udsat for rummer ”the absent but implicit”. Svarene rummer også de intentionelle aktørpotentiale, som gjorde, at de gjorde noget, selvom de måske var magtesløse. Det betyder, at de kognitive strategier for overlevelse, selve coping mekanismerne, måden hvorpå man klarede sig, og prøvede på at sikre sig sit liv dengang og på sigt – er det interessante. Det er her aktørpotentialet ligger, og kan vækkes til at kunne trække på anden slumre-erfaringer.

White anføre, at den dualistiske vestlige arv overordnet set har øget indflydelse på selve de menneskelige udtryk, herunder også udtryk som psykologisk stress og smerte, som følge af stærke traumer. Det gør den på den måde – sådan som jeg læser det - at de endimensionaliserer et start og slut tidspunkt for identitet, som udtrykkene skal passe ind i. Subjektiveringen bliver, at man er en effekt, en kausal effekt af en hændelse, så at sige. Overfor dette proklamere White, at menneskelige udtryk må se som måder, hvorpå man bevæger sig videre på, således at disse udtryk kan se som meningsfylde udtryk. Kausal-logikken om at bestemte symptomer giver en bestemt slutpunkt/resultat, er et naturvidenskabeligt levn, som i parentes bemærket er potentgjort af Freud, og videreført at en naturvidenskabelig psykiatri, som tænker meget i stimulus og respons, årsag og virkning. Freud må siges at være en af de mest indflydelsesrige psykologiske teoretikere på psykiatrien historisk omhandlende psykologiske traumer. På den måde kan det svært, for ikke at sige umuligt, at komme uden om og ikke at tænke sig selv igennem dominerede psykologiske og psykiatriske diskurser, når man har været udsat for overgreb – i hvert fald i en vestlig kultur. White anfører, at det betyder, at de udtryk de krænkede har udviklet som svar herpå sjældent bliver anerkendt i sig selv, som en subjektiv bevægelse, og som en måde at sikre sig på, en måde at lave et testamente på om det gode liv dengang, nu og til senere. Dette frem for at være frysetørret i billedet af, at man er et færdigprodukt i videnskabelig henseende når man har været igennem krænkelsen. White tilbyder i stedet et perspektiv på den psykologiske smerte og udtryk, således at de kan ses som en måde at skabe og forme sit liv på. Dvs. at de altid rummer de subjektive ansatser og potentialer for at øge indflydelse, forme og skabe sit ens liv. Sådan læser jeg White vigtige og livsbekræftende bidrag.

Endelige kommer White med endnu et perspektiv, som jeg finder særligt rørende nemlig at psykologisk smerte og forstyrrelse kan ses som et element af hævdelse af de krænkelses-hændelsen/overgreb, som man har været udsat for. Dvs. de kan ses som en arv af fra de hændelser/overgreb, som man har været udsat for, og som derfor stadig og selvfølgeligt må viser sig i verden (som psykologsik smerte og forskellige udtryk herpå). Altså vise sig, som et svar på ”det-ikke- svar”, dvs. det og de svar som udeblev fra ens verden selvom offeret måtte igennem det. Herved tilbydes en historie om, at se de krænkede (ofrene) som resolutte mennesker, der vedvarende insisterer på, at hændelsen ikke skal glemmes. At de holder fast, som et vidnesbyrd om, at hændelsen har fundet sted. En manifestation af, at disse mennesker ikke har gået gennem disse hændelse for ingenting. White formulerer det sådan, at manifestationer af disse udtryk kan ses, som et vagtværn mod kræfter, der forsøger at underminerer den krænkedes oplevelser og måske andre, som har haft lignende oplevelser. Gruppen af krænkede, som har lidt overgreb, så at sige insisterer på tilstedeværelsen af dette udtryk i verden. Her er antydet gruppemetaforen, dvs. det særlige klubmedlemskab man er den del af, ved at have være udsat for overgreb/krænkelser. Metodisk taler dette for en narrative bevidning af de krænkedes særlige identitet, deres bestræbelse, deres testamente og erfaring med hvad som er vigtigt og dyrebart, og som de har ønsket at passe på. At en almengørelse af den enkelte bestræbelse, bidrag og handlinger, smerte og lidelse osv. samt andre som har været i lignende situationer - kan herved styrkes i deres identiteter, af at være vigtige aktører, der manifestere vigtige erfaringer og bevægelser mod et andet liv.

Ovenstående tekst og perspektiver er vigtigt indenfor en kontekst, som den socialpsykiatriske, hvor den biologisk og naturvidenskabelige diskurs er dominerende, med den effekt at stigmatiserede med identitetskonkluderende domme over mennesker. Den tager så at sige patent og monopol på menneskelige erfaring uden at levne plads til andre subjektiveringsmuligheder.

Spørgsmålet som vi må stille i en terapeutisk kontekst er, hvordan man kan balancere anerkendelsen af de voldsomme hændelser og det begyndende nye? Fordi den skrøbelige og sårbare identitet har jo haft voldsomme konsekvenser og blevet en del af personens identitet på omfattende måder, hvilket betyder at man ikke sådan umiddelbart er parat til at ”go-happy”, hvilket bestemt heller ikke er White intention. Han søsætter nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatisernde diskurser. På disse øer skal man gå på opdagelse og finde de livsvigtige frugter.

Jeg har også fundet inspiration i en anden White artikel; ”Hilse på igen: Om at indlemme den tabte relation i sorgarbejdet.” Jeg har opdaget - af psykiske traumer – trækker på, og ligger meget ligger op af sorg, død, hvilket betyder at metaforer som testamente, at skrive nekrolog over, lave farvel-skrivelse, goddagskrivelser, hilse på ect. bliver nærliggende metaforer, at arbejde ud fra. Det kan så ikke tilskrives min opdagelse alene, men afgjort min inspiration fra Michael Whites skriverier og hans kreative og inspirerende arbejde som har ansporet dette. Men netop heftige traumer, overgreb, krænkelser klinger og resonerer med diskurser og erfaringer om død og begravelse, om sorgbearbejdsning og lign..

White skriver i ovenstående artikel ”Hilse på igen: Om at indlemme den tabte relation i sorgarbejdet.” om den gruppe af mennesker, som har været misbrugt som børn, at de ofte har en meget afvisende holdning til sig selv som voksne, og at denne selvafvisning ofte er et resultat af, at de har taget den misbrugende voksnes (krænkerens) opfattelse af barnet til sig. White skriver videre, at disse personer ofte ikke kan finde hvile, føler sig vedvarende tvunget til, at arbejde med at underlægge sig krænkerens attuituder, holdninger og værdier. Undtagelser for dette findes i personens aktuelle liv, og kan være en vej frem, skriver White. Der skal ledes efter de små erfaringer om at acceptere sig selv. Finder man sådanne hændelser og er den lokaliseret, kan der stilles spørgsmål, der specifikt opfordrer til genfortælling af oplevelser fra barndommen og ungdommen, hvorigennem tilsvarende hændelser er passeret og hvor man har oplevet følelser af selvaccept. Dvs. ansporer til at fange erfaring, hvor denne selvaccept har været meget fremme i ens relationer. Her er det vigtigt – pointerer White - at fange det tidspunkt dvs. den alder vedkommende har dvs. hvor vi befinder os i vedkommendes livshistorie. White kommer med nogle frugtbare spørgsmål i den forbindelse. Jeg citerer:

· Hvis du så på dig selv med den 10-årige drengs øjne lige nu, hvad ville han så se i dig, som han ville sætte pris på?
· Hvilke sider af din udvikling som menneske ville være af størst betydning for ham?
· Når han opdager dette, ville han så prøve at få dig til at blive en anden, eller ville han tage dig for den, du er?
· Hvorfor tror du, han ville have ønsket dig som forældre?
· Hvad kan du gøre for at indtage denne 10-åriges drengs holdning til dig selv i stedet for…[den misbrugende voksne]s holdning?
· Hvilken forskel ville det gøre for dit forhold til dig selv og for, hvordan du ville behandle dig selv?
(s. 59, i Narrativ praksis, 2006 Hans Reitzels)

Det er det selvfordømmende, selvstigmatiserende, selvafvisende tendenser White ønsker at afmontere processuelt. Således gennem dekonstruerende processer finde undtagelser for bødlens destruktive subjektiveringsskygge over den krænkedes liv. Skyggen dækker nemlig over andre historier, andre erfaringer som kan gøres i forhold til at skabe et liv. Det er de dialoger, man som psykolog skal fremme på en meningsfuld måde i terapien. Nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatiserende diskurser.