Indlæg bragt på Psykisksårbars hjemmeside feb. 2011

Psykolog Henrik Risdorf er ude med riven efter behandlingssystemets tilgang til diagnoser og psykisk sårbarhed. Han mener, vi svigter de menneskelige potentialer, hvis vi bare accepterer at parkere folk i en diagnoseforståelse og på en førtidspension

”Psykiatriske diagnoser er samfundsmæssig mobning. Det er de, fordi vi behandler mennesker i krise og nød ved alene at se på symptomer, og så putter vi et prædikat på menneskers liv ud fra en snæver kulturel forståelse af, hvad der har forårsaget, at en borger er blevet psykotisk eller lignende. I stedet skulle vi lave samfundsmæssige diagnoser af de social-konfliktuelle forhold, som medfører, at folk går ned med nakken.” Så kontant udtrykker psykolog Henrik Risdorf sig om samfundets tilgang til psykiatriske diagnoser.
Henrik Risdorf arbejder som psykolog og supervisor i socialpsykiatrien og har således daglig kontakt med psykisk sårbare, og han mener, at det er for entydigt, når behandlingspsykiatrien fokuserer så snævert på diagnoser i stedet for at se på de bredere sociale problemer. Han siger: ”Behandlingspsykiatrien tilbyder forståelser, hvor man primært skal forholde sig til sig selv som syg og til sin diagnose. Resultatet kan blive, man tænker, at ’det er min skæbne at være syg: Jeg skal leve med en diagnose, have medicin og måske på førtidspension.’ Det bliver så at sige hele ens sociale situation, der ændrer sig, selvom et psykisk knæk oftest er et periodisk fænomen.”

Forståelige reaktioner
Selv om psykiske reaktioner som psykoser eller voldsom angst kan virke uforståelige, så er der faktisk en god grund til, at de opstår. Henrik Risdorf fortæller, at voldsomme stress- og angstmæssige tilstande er et vigtigt advarselstegn. ”Det er et advarselstegn om, at ens sociale integration er i fare eller allerede er gået fløjten. Psykoser er – groft sagt – et desperat forsøg på at fastholde noget mening og betydning og ikke at gå helt til grunde i en vegetativ tilstand, ikke at gå psykisk død. Så i den forstand er det et forsøg på psykisk overlevelse og som sådan kan man sige, at det er positive tilstande, men sådan anskues det jo bestemt ikke i behandlingspsykiatrien.”
I behandlingspsykiatrien er der fokus på, at symptomerne skal behandles. Det betyder ifølge Henrik Risdorf, at det bliver et kæmpe virkelighedstab yderligere for den person, som i forvejen har brug for at genetablere forbindelsen til sit sociale liv på meningsfuld vis. Han siger: ”Det, synes jeg, er kulturelt meget fattigt, og det kan vi ikke være bekendt. Det er et kæmpe, kæmpe svigt i forhold til hvilke menneskelige potentialer, der bliver fastlåst af den måde at tænke på, og der er også meget lidelse, der bliver parkeret hos den enkelte.”

Manglende forståelse
Mange mennesker, som er i kontakt med det psykiatriske system, oplever at få flere diagnoser i løbet af deres forløb, og det er ifølge Henrik Risdorf et tegn på behandlingspsykiatriens manglende forståelse for det at være menneske. Han forklarer: ”Når folk får flere diagnoser i løbet af deres forløb i psykiatrien, er det fordi, at ens sociale situation hele tiden forandrer sig – også mens man er i behandlingspsykiatrien. Psyken er en social størrelse og meget plastisk, og den er på ingen måder en konstant, men det har den kliniske psykiatri ikke rigtig begreber for. Den mangler basalt set en udviklingsforståelse for, hvad det vil sige at være et menneske, hvad det psykiske er, og hvad det vil sige at være deltager i det samfundsmæssige liv med konflikter, vanskeligheder og det pres, det medfører.”
Henrik Risdorf mener, problemet er, at diagnoser stilles ud fra de symptomer, man har. De stilles ikke ud fra, hvad man ser som årsag eller grundene til, at man har fået symptomerne. Fokus er og bliver personen og ikke personen-i-sin-særlige-sociale-situation. ”Det er faktisk ikke underligt, at ens symptombillede ændrer sig under et forhandlingsforløb, eftersom mennesker reagerer i meget tæt sammenhæng med vores sociale omstændigheder. Den psykiske nedtur kan fortsætte, mens man er under medicinsk behandling, eller man kan få det bedre, fordi man begynder at forholde sig til sit liv og sin situation på en ny måde. Nogle gange forandrer man sig pga. medicinen, og det kan være svært at skille virkningerne af medicinen fra nogle af de symptomer, man havde i starten.”

For og imod medicin
Henrik Risdorf er på mange måder på linje med en tidligere professor i socialpsykiatri, Marius Romme, der på sine gamle dage har fremsat den erkendelse – efter en lang karriere i og uden for psykiatrien –, at man ikke kan komme sig indenfor psykiatrien!
Men selvom Henrik Risdorf er stærkt kritisk overfor den medicinske tilgang til psykisk sårbarhed, så mener han, at den kan have sin berettigelse. Han siger: ”Lad mig slå fast, at når ens tilstand er, at man er forpint, og ens krop gør ting, man ikke kan forstå, og man har det rigtig rigtig skidt, så er det fornuftigt med psykiatrimedicin. Men det har ikke sin berettigelse, hvis man bare fortsætter med samme doser gennem år og uden at kigge på, hvad søren det er, man står i.”
Ifølge Henrik Risdorf er det vigtigt, at man i stedet for alene at orientere sig imod sin sygdom og diagnose, også overvejer sin tilværelse. Sit gamle tilværelsesprojekt: Hvad det var man kom fra. Hvor man gerne vil hen nu oven på en dyb livskrise? Hvilken form for tilværelse skal man nu have? Hvad vil man give sig i kast med – med hvilket indhold og hvilke eksistentielle prioriteringer? Hvad skal man lukke ned i sit hidtidige liv, hvad skal man ændre og åbne mere op for i sit nye tilværelsesprojekt? Hvilke muligheder er vigtige for mig at skabe? Hvad er det for nogle forudsætninger, man skal udvikle for at komme i nærheden af det? Hvilke steder vil være fornuftige at opsøge og orientere sig imod?
Henrik Risdorf siger: ”Man kan faktisk tage så meget medicin, at man bliver handicappet af virkningerne af den i forhold til at udvikle ens sociale situation. Det er dybt tragisk. Det bliver også meget svært at se mere klart, hvad der er ens personlige og eksistentielle udfordringer, når ens psyke er under indflydelse af heftig psykofarmaka. Så hvis man på en eller anden måde underlægger sig systemforståelsen af ens tilstand og situation og ikke forstår, at systemet måske er godt for en periode, hvor symptomerne er særligt aktive eller særligt markante og tydelige – så kan det blive starten på en lang psykiatrisk karriere. ”

Samfundets rolle
Hvis samfundet skal orientere sig anderledes mod psykisk sårbarhed, så er det ifølge Henrik Risdorf nødvendigt at udvikle nye tilbud. ”Vi har brug for som samfund, at der er relevante muligheder, og at der hele tiden udvikles nye muligheder for borgere, der er psykisk sårbare. Muligheder, der åbner nye platforme og nye steder at tænke deres liv fra, der gør, at noget langsomt kan begynde at tage fat og form. Det sker i meningsgivende fællesskaber, og dem har man brug for, når man har været gået nede med flaget psykisk set.”

Bragt i Politiken 30. juni 2009

Hjælp soldaterne tilbage til hverdagen

Henrik Risdorf, cand. psych., selvstændig psykolog, supervisor, foredragsholder mm.. Har en i en årrække arbejdet indenfor for socialpsykiatri- og hjemløseområdet. Er panel-psykolog på http://www.hjerterummet.dk/ en hjemside for unge med psykiske vanskeligheder.

Prøv at forestille dig, at du er en ung hjemvendt soldat på 24 år. Du har i en periode været professionel soldat og haft krig som dit arbejde. Du har set mennesker dø og måske selv dræbt. Nu er du hjemme igen og til en helt almindelig hverdag med leverpostej og ungdomsarbejdsløshed. De mange tusinde kilometer til familie og venner er nu blevet afløst af en mental kløft, og de eneste der egentlig forstår dig er dine tidligere soldater kammerater, som er spredt for alle vinde. Der går nogle år, og du stifter familie. Oplevelserne fra krigen sniger sig usynligt ind på dig. Du har nu omsider fået et civilt arbejde. Du trives ikke og falder ikke til. Du synes kollegaerne er nogle blødsødne snakkehoveder og forholdet til kæresten skranter. Du bliver desperat! - hvad gør du nu, hvor går du hen og hvordan skal du komme videre?

Krigens kampfællesskaber handler om gruppens overlevelse og udstyrer soldaten med meget stærke gruppeerfaringer i krig, de umiddelbart ikke kan genfinde, når de kommer tilbage i det civile liv. Som situationen er nu efterlades en stor del af den danske krigsstyrke uden professionel støtte og hjælp til at overkomme denne store psykologiske udfordring.

Det er derfor afgørende nødvendigt, at den hjemvendte soldat gives konkret mulighed for sammen med andre soldater at gøre sig erfaringer med faktum, at man har været med til, at slå ihjel, om det ikke at få kammeraten med hjem, at have set kammeraten dø uden at kunne gøre noget, at snakke om de begivenheder, og episoder, der nager osv.. Det gælder om at integrere krigsoplevelser i sin personlige biografi.

Reintegrationsprogram etablerer nye fællesskaber
Derfor er der brug for et egentligt reintegrationsprogram for samtlige soldater, efter de har været udstationeret i krigsområder. Og det skal være mere end de 3 måneder hæren tilbyder for at ”lande” de soldater, som har været på korttidskontrakt - efter de har været i Afghanistan. Fx får den store gruppe af soldater, som er på professionel langtidskontrakt, ikke noget tilbud ”what so ever”. Den gruppe repræsenterer ca. halvdelen af de udstationerede i Afghanistan og er ofte meget unge. Du kan typisk godt være 23 år og have skrevet langtidskontrakt med hæren om at gå i krig, og således have det som dit arbejde i mange år.

Vi bliver nødt til at erkende, at krigsdeltagelse betyder, at soldater på bestemte måder bliver desintegreret fra det almindelige samfundsliv. Derfor skal vi tænke reintegration med samtlige soldater, som har været i krig. Reintegrationsprogrammet skal bestå af tre søjler: 1. Hjælp til job og uddannelsessøgning, og 2. Samtaler om overgangen til en almindelig livsførelse efter at have deltaget i krig, (de samtaler handler om at forandre sig), og 3. styrkelse af, og etablering af nye fællesskaber.

At etablere nye meningsfulde fællesskaber for de hjemvendte soldater – er afgørende vigtigt for, at den unge veteran kan komme sig, i overgangen til et normalt samfundsliv og blive reintegrerede i det danske samfund igen. Det punkt er vigtigt, fordi fællesskaber får en ny betydning for personer, som har været i krig. Der skal af samme grund etableres et konkret fysisk sted for gruppen. Som møder det behov de hjemvendte soldater har; et uforholdsmæssigt stort behov for at tale, snakke, og vende begivenheder og oplevelser fra krigen. Det behov er der mange år efter krigen og er markant forskelligt fra pårørendes behov.

Frakendelse af fællesskab og søgning mod nye ”klubber”
Som praksis er nu, efterlader vi store grupper af soldater individualiseret med sine egne personlige og særlige private erfaringer fra kampfællesskaber i krig. Hermed bliver de ikke forståelige, anerkendt og synlige for det mangfoldige samfundsmæssige fællesskab de hjemvendte soldater igen - skal til at blive medlem af. Det kan medføre nogle typer af psykologiske processer, som vitterligt har tragiske udgange. Det skal vi gøre os klart. For det gør det nemlig forståeligt, at mange hjemvendte soldater frakender – modsat anerkender – de mangfoldige fællesskab de igen skal blive del af, for at kunne fungere i et almindeligt samfundsliv. Vi taler om familier veteraner eksempelvis ikke kan blive del af, og finde ind til igen. Vi taler om unge veteraner, der efter udstationering ikke at kan finde plads i et arbejdsliv, fritidsliv, uddannelse og deslige.

Unge veteraner, som kan have svært ved at finde ind i et almindeligt samfundsliv igen, søger derfor andre fællesskaber eller særlige ”klubber”. Fx vender mange tilbage til ”krigsklubben” i Afghanistan (her gør fællesskabet mig synlig på mine kompetencer). En anden populær ”klub” er den ”posttraumatiske stressklub”. Den er populær fordi veteranen faktisk anerkendes samfundsmæssigt på de oplevelser man har fået i et moralsk ”grænseland”. Men tragisk al den stund, at det sker via adoption af en sygdomsidentitet. Altså, samlet set vælger veteranen andre ”klubber”, der alle har det til fælles, at de på bestemte måder frakender de almindelige samfundsmæssige fællesskaber. Fællesskaber der tilbyder andre typer af identiteter. Min påstand er, at det sker fordi soldaten dermed bliver synlig på de kompetencer og den identitet man udviklede ved sin krigsdeltagelse, og som man ikke kan blive anerkendt for i det almindelige samfund. Et reintegrationsprogram vil gøre den hjemvendte soldat synlig på en helt anden måde, både for veteranen selv og for os andre.

Vores nye artikler i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Kronikken om Ringbosagen

I februar 2008 fandt vi pludselig vores arbejdsplads i medieorkanens øje.
Her finder vores kronik der satte en ny dagsorden:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article470382.ece