Det lægelige overherredømme i psykiatrien har konsekvenser

Indlæg sendt til Politiken 15.august - men er af uvisse årsager ikke blevet bragt

 Henrik Møllnitz Risdorf, Cand. Psych. Supervisor i socialpsykiatrien

Anledningen til min kronik (Pol 25.7) var at bidrage med flere perspektiver overfor ledende overlæge, Raben Rosenbergs fremstilling af den nuværende psykiatri og hans holdninger til viden om psykiske sygdomme (Pol 8.7). Dette for at får et mere dækkende billede af psykiatriens grundlag og praksis således, at offentligheden og især de mange praktikere, pårørende og brugeres konkrete oplevelser med behandlingspsykiatrien ikke lades i stikken. Deres oplevelser er nemlig formentlig uvidenskabelige i RR´s optik, ligesom mine synspunkter er det (Pol 3.8). 

Var også de bekymrede medarbejderne på Psykiatrisk Center Glostrup uvidenskabelige, da de brød tavsheden og fortalte embedslægerne om en medicinpraksis, hvor man behandlede psykiatriske patienter med bedøvelsesmidlet Midazolam samt overmedicinerede med det antipsykotiske middel Zyprexa? Er det uvidenskabeligt at konstatere, at den nuværende behandlingsmæssige praksis i psykiatrien foregår mod bedre vidende? F.eks. har Sundhedsstyrelsen siden 2005 vedvarende forsøgt at regulere psykiateres medicinske behandlingspraksis via skærpede vejledninger og opmærksomheder på bestemte medicinkombinationer. Dette til trods så medicinerer psykiatere i hobetal stadig med de farlige medicinkombinationer. De bestemte kombinationer er ikke bare mistænkt for, der forelægger videnskabelige undersøgelser, som klart dokumenterer, at medicinkombinationer mellem antipsykotiske præparater og langtidsvirkende benzodiazepiner (og/eller sovemidler), er overrepræsenteret ved de pludselige dødsfald. Er det uvidenskabeligt, når vi ser en forbindelse mellem den lavere gennemsnitlevealder og den signifikante højere overdødelighed på bl.a. socialpsykiatriske bosteder?

RR forholder sig nødigt til psykiatriens mange etiske og faglige problemer i praksis. Han har fokus på landvindingerne, mens han ikke ønsker at beskæftige sig med de nuværende problemstillinger i psykiatrien. Ifølge RR (Pol 3.8) var hans ærinde i kronikken at fremstille et nuanceret billede af en moderne psykiatri.  Det sker i en tid, hvor ligene så at sige vælte ud af skabet i behandlingspsykiatrien, og dermed kommer RR til at fremstå som ”komiske Ali”, der forsøger at male et skønmaleri af en moderne psykiatri, som ingen steder findes. 

RR lider sammen med størstedelen af psykiaterstanden under en professionskultur, som gør dem hævet over andres oplevelser og perspektiver, i videnskabens navn. Psykiateres magtfuldkommenhed er især et problem for borgerne, der er i deres varetægt, og det er et stort samfundsmæssigt problem i det hele taget. Politikere og forvaltningsfolk i kommuner og regioner skulle tage at interessere sig for psykiatriens ”kunder” og lytte til dem. Og samtidig gøre op med den forestilling, at medicin, og atter mere medicin, helbreder i sig selv. Praksis præges nemlig umådeligt af et lægeligt overherredømme med den konsekvens, at borgeres liv og helbred står på spil.

Kronik i Politiken d. 25.7.2012

Behandlingen lykkedes - patienten er i koma

Det er inden for psykofarmaka, den store udvikling er sket. Psykiatrien og dens sygdomsforståelse har stort set ikke rokket sig en milimeter. 

Henrik Møllnitz Risdorf er cand. psych. og supervisor i socialpsykiatrien

Raben Rosenberg (RR) er i sin kronik om psykiatrien i Politiken (8.7.2012) ude og mane til ro og besindighed efter Politikens afsløringer af overmedicinering på et psykiatrisk center – den såkaldte ”Glostrup sag”. Der skulle således ifølge RR ikke være nogen grund til at betvivle psykiatriens grundlag og praksis. Psykiatrien har blot brug for flere ressourcer, så vil den kunne løse sin opgave med endnu større ildhu. Psykiatrien besynges højt i sine nye videnskabelige landvindinger, og i sine store indsigter. I kronikken giver RR en forelæsning om en grundlæggende humanistisk psykiatri. Psykiatrien er således funderet på evidensbaseret viden, hvilket med andre ord betyder, at dens behandlingsformer er veldokumenteret ved at leve op til høje videnskabelige krav osv..

RR er med al tydelighed ude i en sand charmeoffensiv på hele psykiatriens vegne, i en tid hvor der ellers kan se ud til at være al mulig grund til have mistet tilliden til den. Den brede offentlighed har nemlig fået indblik i mildest talt horrible tilstande på flere psykiatriske behandlingssteder i hovedstaden. Politiken har i hovedstaden afsløret fejlmedicineringer af borgere med svære psykiske lidelser. De er blevet behandlet med bedøvelsesmidlet Midazolam i doser så store, at det har fået borgere til at miste evnen til selv at trække vejret, hvorfor de har måttet lægges i respirator. Borgerne har således reelt været i livsfare. Psykiaterne på de pågældende steder har som noget helt nyt behandlet svære psykiske tilstande med et bedøvelsesmiddel, som normalt kun bruges på det fysiologiske område. Borgere er endvidere, på selvsamme behandlingssteder, systematisk blevet overmedicineret med det antipsykotiske middel Zyprexa, ligeledes i uhørte og farlige doser (over dobbelt den anbefalede dosis). I den forbindelse mener RR, at det alene bør giver anledning til kritik af de lokale forhold. Men hvad får ham egentligt til at antage, at der ikke skulle være fejlmedicineringer andre steder i den øvrige psykiatri i Danmark? Kunne det ikke være en god ide at rette et kritisk serviceeftersyn på de øvrige psykiatriske behandlingssteder i Danmark?

Hvad der til gengæld er vigtigt for RR er, at kritikken af lokale forhold ikke vækker det antipsykiatriske spøgelse til live igen. For det ser, ifølge RR, alene psykiatere og psykiatrien som undertrykkende og menneskefjendsk, fordi psykiatere bruger medicin og mener, at psykiske sygdomme er hjernesygdomme. Man kan godt få mistanken, at RR herved prøver at lukke munden på potentielle kritikere af psykiatrien oven på skandalen i hovedstaden. Nemlig ved at komme dem i forkøbet og attribuere dem med særlige karikerede motiver om bare at være unuanceret imod psykiatrien. For mig at se er det nu psykiatriens eget ansvar, at det såkaldte antipsykiatriske spøgelse er blevet vækket til live, idet psykiatrien så glimrende står for alt det gyseragtige og uhyggelige selv. RR betjener sig her af en retorik, der fordrer, at enten er du med os i psykiatrien – eller også er du imod os og dermed en del af den antipsykiatriske bevægelse. Kommer der alvorlig kritik af psykiatrien, kan psykiaterne åbenbart selv bruge det antipsykiatriske fjendebilllede og spøgelse til at skærme sig med og befæste sit usunde monopol. Men hvorfor nu lukke for diskussion og debat? Alle må for pokker være interesseret i, forhåbentligt også RR, at få en genuin demokratisk debat om psykiatrien i en tid, hvor der har vist sig at være grund til at stille spørgsmålstegn ved, om det er den bedst mulige praksis, vi giver borgerne i psykiatrien. Lad os diskutere de substantielle faglige problemer, som er gældende i psykiatrien, og som, undskyld mig RR, næppe i sit omfang kun kalder på kritik af de lokale forhold. Det ville på alle måder have klædt RR at benævne omfanget af Glostrup-skandalen mere præcist. Endvidere også have fremstillet psykiatriens grundlag og nuværende praksis mere nuanceret, så vi kan tale om de problemstillinger, der er. Frem for at synge en skønsang om en moderne psykiatri, som ingen steder findes.

Hvis man ser videre på, hvorledes RR i sin kronik d. 8.7.2012 bygger sin autoritative position op omkring psykiatriens særlige videnskabelighed, er det ved at fremhæve en særlig type af videnskabelige resultater. RR taler om, hvordan hjerneforskning og dens forståelse af hjernens opbygning har medført, at psykiatrien forstår psykiske lidelser på mange forskellige niveauer. RR fremfører, at psykiatriens sygdomsforståelse derfor ikke kan reduceres til at være ren kemi, og behandlingen i psykiatrien derfor heller ikke kun er behandling med psykofarmaka. Ved Raben Rosenberg ikke, at der bliver behandlet med psykofarmaka stort set over hele linjen i psykiatrien? Ved RR ikke, at psykiatrien ikke er baseret på et objektivt grundlag, at den ikke er evidens baseret, og at den ikke arbejder med hjernescanninger? I psykiatrien gives derimod ofte psykofarmaka på slum. I psykiatrien er ”off-label” medicinering af patienterne et stort problem, dvs. der gives præparater, som der ikke er evidens for virker for de tilstande de gives for. I psykiatrien er psykofarmaka-doser noget, der skrues op og ned for, og der skiftes ofte præparat. I psykiatrien er bivirkningerne af psykofarmakaene ofte langt større end virkningerne. I psykiatrien skiftes der diagnose på patienterne i et væk. I psykiatrien behandles der meget ofte med flere antipsykotiske midler (polypharmacy) til trods for Sundhedsstyrelsens skærpede vejledninger på området. I psykiatrien behandles der stadigt med farlige medicinkombinationer til trods for Sundhedsstyrelsen skærpede advarsler omkring kombinationenrne, fordi den er direkte associeret til dødsfald (antipsykotiske præparater og langtidsvirkende benzodiazepiner). I psykiatriens verden af vedholdende brugere lever man gennemsnitligt 20 år mindre end den øvrige del af befolkningen. Moderne psykiatri og hjerneforskning? Vi er efterhånden flere der må smide håndklædet i ringen. Vi er flere, som har med psykiatrien at gøre, som ser en helt anden verden end RR´s psykiatri. Vi er flere som har brug for en mere systematisk forskning i de problemer og forhold, der er reelt er eksisterende og allestedsnærværende for brugerne af psykiatrien og de pårørende.

Endvidere bryster RR sig af, at der sker et tværfagligt samarbejde indenfor hjerneforskningen – underforstået skulle det komme psykiatrien og dens ”kunder” til gode. Det er der heller ikke skyggen af i psykiatrien. De såkaldte videnskabelige fremskridt RR her markerer i relation til psykiatri – det er psykiatrien så evigt langt væk fra i dens nuværende praksis. At selv samme tværfaglige samarbejde i hjerneforskningen har vist, at hjernen netop er umådelig plastisk og formes livet igennem fra undfangelse til død - er basalteoretisk viden for stort set alle humanistiske og samfundsorienterede fag – især for neuropsykologien som arbejder med hjerneskader. Sætter vi denne erkendelse op mod det faktum, at psykiatrien i visse tilfælde behandler psykiske lidelser med bedøvelsesmidler, intenderet eller uintenderet, at den lægger folk i koma, ender vi op med en interessant modsætning til RR´s kronik. For der er ikke skyggen af hverken hjernescanninger, tværfagligt humanistisk samarbejde, eller en praksis i psykiatrien, som medtager, at hjernen er en plastisk størrelse. Tog man den erkendelse for gode vare, så eksisterede psykiatrien ikke længere. Hvis vi virkelig skal berette om store videnskabelige fremskridt (eller tilbageskridt) i psykiatrien, så er det sket inden for udviklingen af psykofarmakaene. Det er her, den store udvikling er sket. Psykiatrien og dens sygdomsforståelse har stort set ikke har rokket sig en millimeter. Herved har vi fået en praksis, der på godt og ondt prøver at få svære psykiske lidelser til at passe til en diagnose/medicinen, og diagnosen til at passe på de meget komplekse psykiske tilstande. Psykiaternes praksis overfor borgere med vidtgående og svære psykiske tilstande er i sin grundkerne at prøve sig frem med forskellige typer psykofarmaka for at se, hvad som virker bedst på den psykiske tilstand. Psykiaterne er i enhver behandling stort set ude i en ”trial and error”-praksis. F.eks. har tidligere ledende psykiater ved Center Glostrup, Henrik Lublin, eksempelvis fået en stor anerkendelse for sin måde at ”skyde” sig ind på, hvilket psykofarmaka-præparat, der virker bedst på borgere med psykiatriske diagnoser, ved gradvis at afprøve og nedtrappe forskellige præparater på en systematisk måde. Han har endvidere undervist kommende psykiatere i medicinering.

Generelt betjener RR sig i kronikken af abstrakte videnskabelige forskningsresultater og perspektiver om menneskets hjerne og psyke. F.eks. nævnes der: ”[..]belastninger fra tidlig undfangelse” ”[..]særlige nervebaners og forbindelse mellem nerveceller til genernes – arvematerialets – forunderlige univers”, ”Dyrestudier peger på, at påvirkninger under svangerskabet kan præge individets reaktioner på stress lige fra fødslen [..]” (alle eksempler hentet fra kronikken 8.7.2012 i Politiken). Sådanne abstrakte videnskabeligheder er eksempler på viden om psykopatologiske tilstande. Men man kan argumentere for hvad som helst, når man bringer den form for abstrakte begreber og viden til torvs. F.eks. kunne eksemplet med dyrestudierne formentlig ligeså godt have vist, at hvis dyret kommer i det rette miljø med gode udviklende kår, at til trods for påvirkninger under svangerskabet, så endte dyret med at få et godt dyreliv. RR nævner også, at man under Napoleons krigen opdagede, at det gik de personer bedre, som ikke fik hældt olie i deres store sår. Tilsvarende kunne man argumentere, at glemmer patienterne at tage deres psykofarmaka, så får de det typisk også meget bedre. Eller mange får det overraskende godt, hvis de forlader psykiatrien helt og dropper deres antipsykotiske medicin, når de ikke længere er psykotiske. Man får lyst til at spørge RR – når han benævner alle de abstrakte videnskabelige resultater, som går i mange retninger – hvorfor psykiatrisk behandling så ender med ensidigt fokus på personen og biokemisk behandling alene? For ved at lægge al vægt på det person-biokemiske, og en forestillet rationel og evidensbaseret behandling, så fastlåses al fremtidig behandling på selve personen og dennes biokemiske tilstand, hvorefter medicinsk behandling, og ultimativt fysiologisk bedøvelse, kan blive endemålet.

I et samfundsmæssigt perspektiv må man faktisk anerkende, at psykiatrien er blevet meget bedre til at ”erkende” alle de patologiske tilstande, som store dele af befolkningen render rundt med. Faktisk så gode kunne man sige, at det ikke længere er stigmatiserende at have en psykiatrisk diagnose al den stund, at vi alle stort set har en af dem. Som et eksempel på psykiatriens lødighed fremfører RR diagnosen depression. Symptomerne skal have stået på i mindst 14 dage (nogle af dem), f.eks.: Nedtrykthed, øget træthed, selvbebrejdelser, nedsat selvtillid, tanker om selvmord, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelse, appetitændring, og de skal kunne udelukke en række andre lidelser. Den bærende optik her er det stringente fokus på symptomer og på personen. Hvis vi tager symptomerne alvorligt, hvem ville så ikke over en 14 dages periode kunne berette om at have haft ret så mange af symptomerne 14 dage i træk? Jeg er sikker på, at folk som går gennem skilsmisser, dem med kærestesorger, dem som er blevet arbejdsløse, dem som har mistet nogle af sine kære, kan berette om at have haft ovenstående symptomer som følge af det, livet har budt dem. Men gør det dem til syge? I et psykiatrisk system gør det, for her ses der bort fra konteksten for symptomer ud fra et ønske om objektivitet. Men herved ses der bort fra om det er relevante reaktioner på bestemte livsbegivenheder. Idealet er altså at kunne se så nøgternt på symptomerne, svarende til den praksis man har på det somatiske område (som hvis en borger kom ind med blindtarmsbetændelse). Hvis vi her genkaldte os RR’s nye erkendelse om, at hjernen er en plastisk størrelse, som reagerer i tæt forbindelse med sit sociale miljø, så kunne det for det første sætte mange følelsesmæssige tilstande og reaktioner i perspektiv også for psykiaterne. For det andet må jeg som psykolog minde om, at det område vi har med at gøre, når vi taler om psykiske tilstande, er noget, som er fundamentalt og værens-mæssigt noget andet end de vi kan konstatere i organisk væv.

Psykiatriens sygdomsbegreb er med andre ord med til at koloniserede normalpsykiske reaktioner over i en fysiologisk referenceramme. Det kaldes reduktionisme. Psykiatrien medvirker herved til en sygdomsgørelse af eksistentielle kriser og reaktioner. Den nuværende psykiatri er altså, så langt fra RR´s moderne psykiatri, som den nærmest kan komme. Den har egentligt blot fået et større arsenal af psykofarmaka til sin rådighed til at behandle borgernes symptomer og tilstande, fuldkommen hjulpet af ”Big Pharma”. Men at helbrede sine nødstedte borgere har psykiatrien stort set aldrig formået, hverken historisk eller i vores tid. Hvad den formår, er at behandle, sætte i behandling med psykofarmaka eller med det, som er værre. I psykiatriens egen monokulturelle selvforståelse er den blevet bedre til at identificere alt det sygelige i store dele af befolkningen og heraf følger, at man er blevet bedre og mere objektiv. Fremskridt? Jeg mener at det er på tide, at psykiaterne giver køb på deres monopol som eksperter i sindets tilstande, for det biokemiske tunnelsyn kan ende et umenneskeligt sted, hvad ”Glostrup-sagen” viste. Det er ikke sundt for et samfund at gøre psykiaterne til vores tid alvidende biskopper, der som den eneste højlærde faggruppe, i den globale landsby, har mandatet til at forkynde og udøve den sande lære om sindets tilsande, som så alle bør rette ind efter. For herved gør vi psykiaterne til hermeneutiske superfortolkere og udøvere af en særlig esoterisk viden om hjernen og dens biokemiske væsen med ”Big Pharma” som både Gud og pusher. Er det ikke på tide, at psykiatrien får noget konkurrence i et samfund, som hylder pluralisme på så mange niveauer, bare ikke på det felt? Hvordan kan det egentlig være?

Henrik Risdorf

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1698221/behandlingen-lykkedes---patienten-er-i-koma/

Efterskrift til: "Tabu er også en bivirkning", bogen er udkommet 15.dec. 2011 på Skriveforlaget

af Henrik Risdorf, supervisor i socialpsykiatrien

Psykiatriske diagnoser gør sig i en vis forstand skyld i samfundsmæssig mobning. De er på alle måder voldsomt reducerende i forhold de menneskelige skæbner de overgår. De stigmatiserer, de udpeger, udstiller, dømmer og mystificerer, for hvad er det nu lige at de dækker over? Og hjælper de egentlig den enkelte? Man kunne spørge; har mobning nogensinde hjulpet nogen?

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der i vores samfund stadigt er rigtigt mange fordomme, og kæmpe uvidenhed omkring, hvad mennesker med såkaldte psykiske sygdomme er for en størrelse. Men det er i sig selv ikke hele problemet omkring gruppen, som har såkaldte psykiske sygdomme; hvad andre tænker omkring dem. Problemet er ikke mindst, at den psykiatriske videnskab, og de psykiatriske diagnoser i sig selv er fordomsfulde over for de personer, som de forsøger at udsige sig noget videnskabeligt omkring. Det perspektiv mangler i debatten: At psykiatrien på tragisk vis bidrager til den fødekæde af fordomme, der samfundsmæssigt gør sig gældende på de mennesker, der har psykiske sygdomme.

I sin grundpraksis er psykiatrien faktisk fordomsfuld over for de personer, den er sat til at hjælpe og yde omsorg overfor. Det er den ikke af ond vilje, men fordi den psykiatriske videnskab og diagnostiske praksis knyttet hertil magtfuldt indsnævrer blikket på det enkelte nødstedte menneskes potentialer, i en situation hvor personen har det rigtigt skidt. Psykiatrien reducerer i sin praksis mennesker i krise og nød ved alene at fokusere på personens særlige symptomer og særlige psykiatriske vanskeligheder, og som derfor skal have en psykiatrisk diagnose, så der kan stilles en behandling, som primært består i at tilbyde medicinsk psyko-farmakologisk behandling. Herved skaber den psykiatriske praksis, og de psykiatriske diagnoser et tunnelsyn på den nødstedte, samtidigt med, at det på en magtfuld og forunderlig vis dominerer hele billedet om af, hvem personen er; hvad personen rummer og indeholder, og hvad personen fremover bliver nødt til at tage højde i sin livsførelse osv.. Det kan skabe ”tunnellivsførelser”, hvor man afskærer sig selv fra en masse samfundsmæssige muligheder, fordi man først og fremmest ser sig selv som psykisk syg. Denne bog viser, at det muligt at gøre noget andet. At bliver del af noget andet.

Det er ikke, hvad som helst den psykiatriske diagnose udsiger sig noget omkring. Dens dom omhandler menneskets personlighed; min personlighed. Det kan herved invadere min egen selvforståelse som menneske. Diagnosen kan blive en negativ egenskab, der så at sige bliver den afgørende egenskab omkring min person, ikke bare i psykiatrisk perspektiv, men også i det omgivende samfunds perspektiv og ofte på tragisk vis også i den enkelte persons eget perspektiv på sig selv. Samtidigt synes disse perspektiver at afspejle en afgørende mangel; at dem de psykiatriske diagnoser omhandler, ikke i sig selv kommer magtfuld til orde omkring deres eget liv; hvad de selv oplever, har været grundene til, at det er gået dem, som det er, da de fik det skidt, og hvad der skal til for at komme videre osv. Altså, hvad er deres egne meninger, perspektiver og fortællinger omkring det som er hændt dem. I den forstand er diagnoserne heller ikke demokratiske, og tager ikke personens eget perspektiv for gode varer. Tænk bare på en psykiatrisk diagnose som skizofreni. Vi tænker uvilkårligt om skizofrene, som en gruppe, der stort set har ens problemstillinger, symptomer menneskeligt set. At det er en gruppe mennesker, med samme sygdomsforløb, samme symptomer, som mere eller mindre skal have samme behandling osv.. Bogen her viser, hvilken mangfoldighed og individualitet, der udfolder bag personer der har haft kontakt med psykiatrien. Den viser hvor komplekst det menneskelige er. Det kan ikke puttes i kasser.

Psykiatriske diagnoser kan aldrig blive en udtømmende og endelig forklaring af individet. Derfor mangler vi på afgørende niveauer ny viden og praksisser, der på andre og mere mangfoldige måder giver os nye, og mere nuancerede billeder af, hvad det vil sige at have psykiske vanskeligheder. Vel og mærke ny viden, der medtænker personens særlige sociale situation både før og efter, at man er gået ned psykisk med nakken. Jeg synes, at bogen her på fornem vis repræsenterer en sådan manifestation. Bogens hovedfokus er konkrete personer og deres eget perspektiv på deres egne psykiske vanskeligheder med livet. Det er en bog fyldt med konkrete og mangfoldige historier om livet. Det er samtidigt personer, som alle har været i kontakt med psykiatrien på den ene eller anden måde. Deres personlige vanskeligheder er blevet udlagt af psykiatrien - ofte via de stigmatiserende psykiatriske diagnoser. Men her i bogen fremstår de som egne personer; som sig selv. På den måde er den en helt usædvanlig bog. Og det er en bog, der via alle beretninger bryder med det diagnostiske tunnelsyn og udvider blikket. Det er en kæmpe mangfoldighed der udfolder sig, med dybt forskellige vinkler, historier og perspektiver fra og på deres liv. Men noget går igen: Det er som om, at man bliver udstyret med en eksistentiel gåde, når man får en psykiatrisk diagnose, for hvorfor er det gået, som det gik og hvordan skal det ende? Ja, fx kan man komme i kontakt med Patricia-huset eller Bo25. Hvis man er så heldig at komme i kontakt med meningsgivende fællesskaber med betydningsfulde muligheder.

For der er brug for fællesskaber, når man har været dybt psykisk knækket. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Fællesskaber er den altafgørende medicin, når man har været nede med nakken. Moderne hjerneforskning viser, at det at være i fællesskaber, at have med fællesskaber at gøre, har afgørende indflydelse på hjernes positive udvikling for vores trivsel og forandring. Vel og mærke meningsfulde fællesskaber, som har noget på hjertet. Det er meget vigtigere end psykofarmaka. Vi har brug for steder, hvor man kan gentænke sin tilværelse og overveje sit gamle tilværelsesprojekt. Hvad var det, man kom fra? Hvor vil man gerne hen oven på en dyb livskrise – måske til et liv, hvor min sygdomsforståelse ikke dominerede hele min tilværelse og selvforståelse? Hvilken form for tilværelse skal jeg have nu? Hvad vil jeg give mig i kast med? Hvad skal jeg lukke ned i mit hidtidige liv? Hvad skal jeg ændre og åbne mere op for i mit nye tilværelsesprojekt? Hvilke muligheder er vigtige at skabe? Hvilke er vigtige for mig at få hjælp til? Hvilke steder og personer vil være vigtige for mig at opsøge og orientere mig mod? Her er det afgørende vigtigt, at man frem for alt ikke er så ”dopet” af medicin, at man bliver handicappet af bivirkningerne. For hvordan søren skal man kunne finde indflydelse på sit liv og mærke de eksistentielle udfordringer man står med i sin tilværelse, hvis man er handicappet af virkningerne og bivirkningerne af psykofarmakaen?
Pillen for social integration er endnu ikke opfundet. Det er et arbejde, der skal skabes, og ikke kan gøres alene. Det kan ikke gøres i et tomrum. Derfor er det så vigtigt, at der findes steder som Patricia-huset og Bo25. Som har faglighed og indsigt og rummelighed, men også blik for at udfordre på relevante måder. For det har man brug for, at blive udfordret på relevante måder. Denne bog er en opfordring til at være med. Lad os håber den tjener som eksempel på efterfølgelse, for andre i lignende situationer.
Tillykke med jeres flotte fælles arbejde!

Indlæg bragt på Psykisksårbars hjemmeside feb. 2011

Psykolog Henrik Risdorf er ude med riven efter behandlingssystemets tilgang til diagnoser og psykisk sårbarhed. Han mener, vi svigter de menneskelige potentialer, hvis vi bare accepterer at parkere folk i en diagnoseforståelse og på en førtidspension

”Psykiatriske diagnoser er samfundsmæssig mobning. Det er de, fordi vi behandler mennesker i krise og nød ved alene at se på symptomer, og så putter vi et prædikat på menneskers liv ud fra en snæver kulturel forståelse af, hvad der har forårsaget, at en borger er blevet psykotisk eller lignende. I stedet skulle vi lave samfundsmæssige diagnoser af de social-konfliktuelle forhold, som medfører, at folk går ned med nakken.” Så kontant udtrykker psykolog Henrik Risdorf sig om samfundets tilgang til psykiatriske diagnoser.
Henrik Risdorf arbejder som psykolog og supervisor i socialpsykiatrien og har således daglig kontakt med psykisk sårbare, og han mener, at det er for entydigt, når behandlingspsykiatrien fokuserer så snævert på diagnoser i stedet for at se på de bredere sociale problemer. Han siger: ”Behandlingspsykiatrien tilbyder forståelser, hvor man primært skal forholde sig til sig selv som syg og til sin diagnose. Resultatet kan blive, man tænker, at ’det er min skæbne at være syg: Jeg skal leve med en diagnose, have medicin og måske på førtidspension.’ Det bliver så at sige hele ens sociale situation, der ændrer sig, selvom et psykisk knæk oftest er et periodisk fænomen.”

Forståelige reaktioner
Selv om psykiske reaktioner som psykoser eller voldsom angst kan virke uforståelige, så er der faktisk en god grund til, at de opstår. Henrik Risdorf fortæller, at voldsomme stress- og angstmæssige tilstande er et vigtigt advarselstegn. ”Det er et advarselstegn om, at ens sociale integration er i fare eller allerede er gået fløjten. Psykoser er – groft sagt – et desperat forsøg på at fastholde noget mening og betydning og ikke at gå helt til grunde i en vegetativ tilstand, ikke at gå psykisk død. Så i den forstand er det et forsøg på psykisk overlevelse og som sådan kan man sige, at det er positive tilstande, men sådan anskues det jo bestemt ikke i behandlingspsykiatrien.”
I behandlingspsykiatrien er der fokus på, at symptomerne skal behandles. Det betyder ifølge Henrik Risdorf, at det bliver et kæmpe virkelighedstab yderligere for den person, som i forvejen har brug for at genetablere forbindelsen til sit sociale liv på meningsfuld vis. Han siger: ”Det, synes jeg, er kulturelt meget fattigt, og det kan vi ikke være bekendt. Det er et kæmpe, kæmpe svigt i forhold til hvilke menneskelige potentialer, der bliver fastlåst af den måde at tænke på, og der er også meget lidelse, der bliver parkeret hos den enkelte.”

Manglende forståelse
Mange mennesker, som er i kontakt med det psykiatriske system, oplever at få flere diagnoser i løbet af deres forløb, og det er ifølge Henrik Risdorf et tegn på behandlingspsykiatriens manglende forståelse for det at være menneske. Han forklarer: ”Når folk får flere diagnoser i løbet af deres forløb i psykiatrien, er det fordi, at ens sociale situation hele tiden forandrer sig – også mens man er i behandlingspsykiatrien. Psyken er en social størrelse og meget plastisk, og den er på ingen måder en konstant, men det har den kliniske psykiatri ikke rigtig begreber for. Den mangler basalt set en udviklingsforståelse for, hvad det vil sige at være et menneske, hvad det psykiske er, og hvad det vil sige at være deltager i det samfundsmæssige liv med konflikter, vanskeligheder og det pres, det medfører.”
Henrik Risdorf mener, problemet er, at diagnoser stilles ud fra de symptomer, man har. De stilles ikke ud fra, hvad man ser som årsag eller grundene til, at man har fået symptomerne. Fokus er og bliver personen og ikke personen-i-sin-særlige-sociale-situation. ”Det er faktisk ikke underligt, at ens symptombillede ændrer sig under et forhandlingsforløb, eftersom mennesker reagerer i meget tæt sammenhæng med vores sociale omstændigheder. Den psykiske nedtur kan fortsætte, mens man er under medicinsk behandling, eller man kan få det bedre, fordi man begynder at forholde sig til sit liv og sin situation på en ny måde. Nogle gange forandrer man sig pga. medicinen, og det kan være svært at skille virkningerne af medicinen fra nogle af de symptomer, man havde i starten.”

For og imod medicin
Henrik Risdorf er på mange måder på linje med en tidligere professor i socialpsykiatri, Marius Romme, der på sine gamle dage har fremsat den erkendelse – efter en lang karriere i og uden for psykiatrien –, at man ikke kan komme sig indenfor psykiatrien!
Men selvom Henrik Risdorf er stærkt kritisk overfor den medicinske tilgang til psykisk sårbarhed, så mener han, at den kan have sin berettigelse. Han siger: ”Lad mig slå fast, at når ens tilstand er, at man er forpint, og ens krop gør ting, man ikke kan forstå, og man har det rigtig rigtig skidt, så er det fornuftigt med psykiatrimedicin. Men det har ikke sin berettigelse, hvis man bare fortsætter med samme doser gennem år og uden at kigge på, hvad søren det er, man står i.”
Ifølge Henrik Risdorf er det vigtigt, at man i stedet for alene at orientere sig imod sin sygdom og diagnose, også overvejer sin tilværelse. Sit gamle tilværelsesprojekt: Hvad det var man kom fra. Hvor man gerne vil hen nu oven på en dyb livskrise? Hvilken form for tilværelse skal man nu have? Hvad vil man give sig i kast med – med hvilket indhold og hvilke eksistentielle prioriteringer? Hvad skal man lukke ned i sit hidtidige liv, hvad skal man ændre og åbne mere op for i sit nye tilværelsesprojekt? Hvilke muligheder er vigtige for mig at skabe? Hvad er det for nogle forudsætninger, man skal udvikle for at komme i nærheden af det? Hvilke steder vil være fornuftige at opsøge og orientere sig imod?
Henrik Risdorf siger: ”Man kan faktisk tage så meget medicin, at man bliver handicappet af virkningerne af den i forhold til at udvikle ens sociale situation. Det er dybt tragisk. Det bliver også meget svært at se mere klart, hvad der er ens personlige og eksistentielle udfordringer, når ens psyke er under indflydelse af heftig psykofarmaka. Så hvis man på en eller anden måde underlægger sig systemforståelsen af ens tilstand og situation og ikke forstår, at systemet måske er godt for en periode, hvor symptomerne er særligt aktive eller særligt markante og tydelige – så kan det blive starten på en lang psykiatrisk karriere. ”

Samfundets rolle
Hvis samfundet skal orientere sig anderledes mod psykisk sårbarhed, så er det ifølge Henrik Risdorf nødvendigt at udvikle nye tilbud. ”Vi har brug for som samfund, at der er relevante muligheder, og at der hele tiden udvikles nye muligheder for borgere, der er psykisk sårbare. Muligheder, der åbner nye platforme og nye steder at tænke deres liv fra, der gør, at noget langsomt kan begynde at tage fat og form. Det sker i meningsgivende fællesskaber, og dem har man brug for, når man har været gået nede med flaget psykisk set.”

Bragt i Politiken 30. juni 2009

Hjælp soldaterne tilbage til hverdagen

Henrik Risdorf, cand. psych., selvstændig psykolog, supervisor, foredragsholder mm.. Har en i en årrække arbejdet indenfor for socialpsykiatri- og hjemløseområdet. Er panel-psykolog på http://www.hjerterummet.dk/ en hjemside for unge med psykiske vanskeligheder.

Prøv at forestille dig, at du er en ung hjemvendt soldat på 24 år. Du har i en periode været professionel soldat og haft krig som dit arbejde. Du har set mennesker dø og måske selv dræbt. Nu er du hjemme igen og til en helt almindelig hverdag med leverpostej og ungdomsarbejdsløshed. De mange tusinde kilometer til familie og venner er nu blevet afløst af en mental kløft, og de eneste der egentlig forstår dig er dine tidligere soldater kammerater, som er spredt for alle vinde. Der går nogle år, og du stifter familie. Oplevelserne fra krigen sniger sig usynligt ind på dig. Du har nu omsider fået et civilt arbejde. Du trives ikke og falder ikke til. Du synes kollegaerne er nogle blødsødne snakkehoveder og forholdet til kæresten skranter. Du bliver desperat! - hvad gør du nu, hvor går du hen og hvordan skal du komme videre?

Krigens kampfællesskaber handler om gruppens overlevelse og udstyrer soldaten med meget stærke gruppeerfaringer i krig, de umiddelbart ikke kan genfinde, når de kommer tilbage i det civile liv. Som situationen er nu efterlades en stor del af den danske krigsstyrke uden professionel støtte og hjælp til at overkomme denne store psykologiske udfordring.

Det er derfor afgørende nødvendigt, at den hjemvendte soldat gives konkret mulighed for sammen med andre soldater at gøre sig erfaringer med faktum, at man har været med til, at slå ihjel, om det ikke at få kammeraten med hjem, at have set kammeraten dø uden at kunne gøre noget, at snakke om de begivenheder, og episoder, der nager osv.. Det gælder om at integrere krigsoplevelser i sin personlige biografi.

Reintegrationsprogram etablerer nye fællesskaber
Derfor er der brug for et egentligt reintegrationsprogram for samtlige soldater, efter de har været udstationeret i krigsområder. Og det skal være mere end de 3 måneder hæren tilbyder for at ”lande” de soldater, som har været på korttidskontrakt - efter de har været i Afghanistan. Fx får den store gruppe af soldater, som er på professionel langtidskontrakt, ikke noget tilbud ”what so ever”. Den gruppe repræsenterer ca. halvdelen af de udstationerede i Afghanistan og er ofte meget unge. Du kan typisk godt være 23 år og have skrevet langtidskontrakt med hæren om at gå i krig, og således have det som dit arbejde i mange år.

Vi bliver nødt til at erkende, at krigsdeltagelse betyder, at soldater på bestemte måder bliver desintegreret fra det almindelige samfundsliv. Derfor skal vi tænke reintegration med samtlige soldater, som har været i krig. Reintegrationsprogrammet skal bestå af tre søjler: 1. Hjælp til job og uddannelsessøgning, og 2. Samtaler om overgangen til en almindelig livsførelse efter at have deltaget i krig, (de samtaler handler om at forandre sig), og 3. styrkelse af, og etablering af nye fællesskaber.

At etablere nye meningsfulde fællesskaber for de hjemvendte soldater – er afgørende vigtigt for, at den unge veteran kan komme sig, i overgangen til et normalt samfundsliv og blive reintegrerede i det danske samfund igen. Det punkt er vigtigt, fordi fællesskaber får en ny betydning for personer, som har været i krig. Der skal af samme grund etableres et konkret fysisk sted for gruppen. Som møder det behov de hjemvendte soldater har; et uforholdsmæssigt stort behov for at tale, snakke, og vende begivenheder og oplevelser fra krigen. Det behov er der mange år efter krigen og er markant forskelligt fra pårørendes behov.

Frakendelse af fællesskab og søgning mod nye ”klubber”
Som praksis er nu, efterlader vi store grupper af soldater individualiseret med sine egne personlige og særlige private erfaringer fra kampfællesskaber i krig. Hermed bliver de ikke forståelige, anerkendt og synlige for det mangfoldige samfundsmæssige fællesskab de hjemvendte soldater igen - skal til at blive medlem af. Det kan medføre nogle typer af psykologiske processer, som vitterligt har tragiske udgange. Det skal vi gøre os klart. For det gør det nemlig forståeligt, at mange hjemvendte soldater frakender – modsat anerkender – de mangfoldige fællesskab de igen skal blive del af, for at kunne fungere i et almindeligt samfundsliv. Vi taler om familier veteraner eksempelvis ikke kan blive del af, og finde ind til igen. Vi taler om unge veteraner, der efter udstationering ikke at kan finde plads i et arbejdsliv, fritidsliv, uddannelse og deslige.

Unge veteraner, som kan have svært ved at finde ind i et almindeligt samfundsliv igen, søger derfor andre fællesskaber eller særlige ”klubber”. Fx vender mange tilbage til ”krigsklubben” i Afghanistan (her gør fællesskabet mig synlig på mine kompetencer). En anden populær ”klub” er den ”posttraumatiske stressklub”. Den er populær fordi veteranen faktisk anerkendes samfundsmæssigt på de oplevelser man har fået i et moralsk ”grænseland”. Men tragisk al den stund, at det sker via adoption af en sygdomsidentitet. Altså, samlet set vælger veteranen andre ”klubber”, der alle har det til fælles, at de på bestemte måder frakender de almindelige samfundsmæssige fællesskaber. Fællesskaber der tilbyder andre typer af identiteter. Min påstand er, at det sker fordi soldaten dermed bliver synlig på de kompetencer og den identitet man udviklede ved sin krigsdeltagelse, og som man ikke kan blive anerkendt for i det almindelige samfund. Et reintegrationsprogram vil gøre den hjemvendte soldat synlig på en helt anden måde, både for veteranen selv og for os andre.

hvad er en social virksomhed?

Forleden opdagede jeg, igen via den mindst ringe nyhedskilde - Information - at begrebet social virksomhed er udviklet af økonomen Muhammad Yunus. Nobels fredspris gik i 2006 til Grameen Bank og dens stifter Muhammed Yunus som en anerkendelse af værdien af social innovation. Vores ide om virksomheden kaffegal.dk forbinder sig med nogle af de samme principper.

• et værdisystem (ideologi) der rækker ud over det alene at tjene penge
  
• søger at hverve kunden til værdisystemet
• søger at rekrutere steder hvor det ikke er naturligt at rekruterer
• vokser frem i sprækken mellem det offetlige, det private og civilsamfundet
  
• gør det mærkelige og underlige eksotisk og attraktivt
• centrerer det personlige ansvar og rettighedstænkning samtidig med historien om de sociale svigt
• vokser som ringe i vandet...

Dette er noget andet end corporate social responsibility, velgørenhed og aflad.

Vores nye artikler i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Mobning - sætninger der klæber sig fast

Når jeg snakker med mennesker og interesserer mig for deres historie hører jeg tit om mobning. Det kom derfor heller ikke helt bag på mig da jeg forleden læste, at at psykisk og fysisk vold er signifikant i forhold til psykose. Endelig er der ny forskning der kan udfordre biomedicinske forståelser af ætiologi.

Mobningen finder sted i sårbare udviklingsperioder, hvor man prøver noget nyt af, fx en tøjstil som teenager. Et bud på hvad der sker ved mobning er, at spændinger sætter sig i kroppen (låst sanselighed grundet frygt eller trussel). Man ville helst kunne forsvinde ud af overgrebet. Under dette pres opstår der en adskilthed mellem det vi tænker og det vi føler, og man bliver meget tolkende. Den længste afstand i verden kan lige pludselig blive mellem hjerne og hjertet. Sprogligt kan man sige, at det værste er blevet til virkelighed, man har gjort sine oplevelser private, og det er svært at få distance på tingene. Mobbesætninger fungerer nu som besværgelser og sender os ud i fremtiden på en problematisk måde. Sætningerne er ofte sagt af folk der var tæt på fx kammarater. Det er sætninger der dæmoniserer, sætninger der rammer plet og sætninger der alligevel er helt ved siden af.

Når verden bliver til krav.
En tilknytningsforstyrrelse opstår, når et menneske ikke i tide har fået den støtte de har brug for, for at overkomme negative handlinger.
Mennesket udvikler sig gennem konflikter. Det drejer sig psykologisk set om to bevægelser;
at udvikle sin evne til, at få minder ud på beskuerafstand, og om at styrke det sociale moment. Det vil sige at udvikle af et stedfortrædende univers eller evnen til at kunne tage bestik af og mestre belastninger. Det afgørende er den sociale genkomst og blive anerkendt for den man er.

Man kan ikke gøre oprør alene
Mobning udelukker fra fællesskaber og opskriften på at komme efterveerne til livs er at komme tilbage i fællesskaber. - Det er ikke hokus pokus! Det er nødvendigt at finde frem til folk med deler interesser med og sammen med dem skabe det nye man kan bygge livet på.

Når jeg arbejder med folk der har været udsatte for mobning stiller jeg for eksempel følgende spørgsmål for at udfordre den dominerende historie:
Hvilket mindreværd har din mobber haft, siden de havde brug for at mobbe dig?
Hvordan har du været i stand til, at overleve de oplevelser?
Hvem kan du takke for, at være blevet den du nu er?

Kilder om mobning:
Bentall, P. Richard: Madness Explained. Psychosis and Human nature. Penguin Psychology 2003.

Fri mig fra det selvfølgelige

”…………..Det slår mig at tekster som udtrykker holdninger, ingen kan være uenige med, er værdiløse.”

Jeg har ikke tal på de gange jeg har læst eller hørt at ”…..det er vigtigt at samarbejde med beboere….”eller ”…..vi skal lytte til beboerne…” eller”…..Det er vigtigt at skabe tillid…” Ja, gu er det da vigtigt. Det vil alle være enig i. Hvis det endelig lykkedes at finde nogle, der ikke er enige ville de repræsentere en så lille gruppe at det vil være fuldkommen uinteressant at diskutere med dem.

I disse år vil alle være venner med Recovery. De offentlige socialpsykiatriske tilbud vågner fra en miljøterapeutisk tornerosesøvn og de fleste er for tiden oppe at surfe på Recovery­bølgen. De mest ambitiøse hævder oven i købet at have udviklet en recovery­praksis.
Som medarbejdere i et socialpsykiatrisk bocenter følger vi interesseret med i og er en del af denne udvikling. Men der er opstået et problem. Den sproglige tradition vi har skabt omkring formidlingen af vores recovery­praksis er i fare for at blive fyldt op med og flyde over af selv­indlysende banaliteter. Når vi beskriver visionerne for en recovery­praksis, bliver det alt for ofte gjort i vendinger der på en meget upræcis måde beskriver

Min erfaring er at det at etablere en troværdig recoverypraksis i et offentligt socialpsykiatrisk tilbud er en særdeles vanskelig og kompleks opgave. Ikke desto mindre er der i feltet mange interessante projekter der hver i sær bidrager med vigtig ny viden i arbejdet med at udforske recoverypointernes muligheder og begrænsninger i konkrete praksisser.

Det ser ud til at der er aktører på recoverybølgen der ikke formulerer sine holdninger og ikke træffer valg. I bedste tilfælde betyder det at Recovery bliver lig med ”det der er godt” eller ”det der virker”. I værste tilfælde betyder det at Recovery bliver lig med en temmelig hul praksis der handler om at fikse den nuværende praksis op med nogle smarte fraser og herefter præsentere den som Recovery.

Det er nemt at få en recoverypraksis til at lyde godt, men en beskrivelse af recovery der ikke forbinder sig med en konkret praksis og konkrete til- og fravalg i forbindelse med etablering af denne praksis bliver noget vanskeligt noget at have med at gøre. På en gang besnærende og forførende i al sin politiske korrekthed, men samtidig bliver den på en sær­deles kalorie­fattig måde en smart over­skrift hvori det er muligt at gem­me en dår­ligt be­skrevet og util­strækkeligt re­flekteret praksis.

Det er ikke fordi jeg ikke ønsker til at tro på de fantastiske recovery­fortællinger. Tvært­imod. Jeg er også forført af ideen om at mennesker kan komme sig fra sindslidelser, og jeg ønsker brændende at være en del af at skabe en socialpsykiatri der understøtter dette. Men i denne svimle forførte tilstand har jeg brug for et værktøj der hjælper mig med at sortere i vores egne og andres praksisfortællinger. Hvad er egentlig substans der bidrager med vigtig (ny) viden, og hvad er klodsede forsøg på at smøre et lag glasur henover en velmenende praksis og præsentere den som recovery?

Min bekymring er at selvfølgelige sandheder i overdrevne mængder sløver vores lyst og evne til at være kritiske.

Negationsbrillerne

Jeg har fundet ud af at der er en måde hvorpå jeg kan sortere disse recoverytekster. Jeg tager mine negationsbriller på. Jeg laver alle sætninger om således at de udtrykker det modsatte synspunkt. En sætning der udtrykker holdningen ”det er vigtigt at samarbejde med beboerne” bliver til ”det er ikke vigtigt at samarbejde med beboerene”. Jeg benytter mig herefter af følgende hypotese.

Hvis en holdning i sin modsætning er meningsløs eller uinteressant så er den oprindelige holdning det også.

På den måde bliver det ubarmhjertigt tydeligt hvornår debatten alene bliver fyldt op med varm luft.

Det bliver også muligt at få øje på de der tør forbinde deres holdninger med en eksplicit praksis i hvilken der er foretaget prioriteringer. Dem holder jeg øje med.

En troværdig recoverypraksis kan;

Eksplicit formulere sine holdninger
Redegøre for sammenhængen mellem disse holdninger og den etablerede praksis
Redegøre for de prioriteringer, til- og fravalg der er gjort i forbindelse med etablering af praksis

et socialpsykiatrisk haiku

menneske møde

at suge historien

start musiken nu

post konference tanker

Det er fascinerende at se hvad der sker, når eksklusivitet og æstetik centreres med en flot anlagt konference i socialpsykiatrien med en perlerække af internationale oplægsholdere. Der tilbydes en begivenhed, ny historie og der ´forstyrres´ i en positiv forståelse.


Konferencens oplægsholdere var primært fra usa. et usa hvor der sker rigtig mange interessant ting - og tænk at en hæderkronet institution som Yale beskæftiger sig med socialpsykiatri!
Tankegange om recovery - helt grundlæggende som et opgør med kronisitetstanken - er nu også ved at være på plads i en dansk kontekst. Konferencens indlæg var helt relevant en række foreslag til, hvad for nogle programmer, projekter og strukturer man kan etablere for at give recovery mind settet optimale betingelser.


For mig var det mest interessante ved konferencen ikke alene det der blev sagt, men bevægelsen eller signalet om, at recovery budskabet er en nødvendig, men ikke tilstrækkeligt. I en brydningstid, hvor der er meget på spil i feltet, tror jeg at professionel viden og erfaring fra det psykosociale område nu igen kan spille en rolle og bidrage.



Under konferencen fik jeg en tanke om betydningen af forskellene mellem usa og dk konteksten. denne gang kom igen den gammel kendte kommentar også;
´hvis bare det var som hos jer her i dk så var alt godt´. Udover at det er en sandhed med modifikationer så ligger der også en implicit ide om, at vi egentlig er mere ens end vi måske i realiteten er. Det hedder i antropologien etnocentri.
Ser man historisk på det har den amerikanske bestræbelse gået i retning af få de hjemløse sindslidende inddæmmet i programmer - ofte på harm reduction og selvhjælpsniveau. Hvor vi de sidste 10 år har været optagede af at bryde institutionsbegrebet ned.
På et mentalitetsniveau betoner amerikanske brugere, peers og professionelle det personlige ansvar som noget helt afgørende næst efter håbet i en recovery proces. Det gør vi ikke på samme måde i danmark. der tager vi i højere grad udgangspunkt i at personen skal vikle sig ud og opleve at en forsørgerrelation ikke er tilstrækkelig, før der kan ske noget radikalt nyt. Den forskel havde jeg med i min optik på konferencen. Jeg tror at førtidspensionen, særligt når den står alene, i den henseende og i en dansk kontekst kan være det største og mest passiviserende stigma af dem alle.

Jeg tror på at vi alle kan lære af hinanden alene vores forskelligheder udgør en ekspertposition. Konferencens motto - "Grise kan flyve!" (ret indforstået i øvrigt) - ved jeg så ikke helt om jeg tror på. Men da jeg i går kørte hjem gennem Københavns gader i den sidste efterårssol, var det med en fornemmelse for at der er noget rigtigt spændende under opsejling.


Tak til initiativgruppen!

Månen, den sociale bevidsthed og socialpoesi

Da man i 1960 for første gang så jorden ude fra månen skabte det en global og økologisk bevidsthed. Det blev lige pludselig frygteligt tydeligt at hjemmet var sårbart. Vores mulighed for at udfordre og udnytte det menneskelige potentiale er afhængig af hvornår og hvordan vi får den sociale bevidsthed i spil. Hvad ville man se dig gøre, hvis det sociale område var højstatus og prioriteret?
se vores bud på en socialpoetisk fremtidsnovelle nedenfor.

Kaffegal.dk et ideoplæg

ideoplægget er et sammenkog af den ide, metode og teoriudvikling der er fulgt i kølvandet på vores tænkning om kaffegal.dk, varer og produkter.
ideoplægget er blevet til på baggrund af en socialpsykiatri, der er trådt ind i en ny fase med ændrede omgivelser, vilkår og udfordringer: Vi ser en indsats overfor mennesker med sindslidelse (socialpsykiatri) der bidrager til lokalmiljøet, der bidrager til den etiske, sociale og kulturelle kapital gennem forskellige engagementer i samarbejde og partnerskaber med aktører på den lokalsamfundsmæssige arena.
Kaffegal.dk gør produktet til figur, ved at tænke i markedsvilkår med branding og markedsføring. et fokus på etisk, socialt og kulturelt overskud, der også styrker mobilisering af støtte også til de svageste brugere.

de teoretiske pointer der bærer ideen kaffegal.dk
· det er socialpsykiatri, på grænsen af hvad der er socialpsykiatri. · kollektiv integration af psykisk syge på arbejdsmarkedet. ideen ligger som en parallel model til de individuelle integrationsmodeller. · det er en intervention overfor lokalmiljøet, hvor vi skaber ’monstre’ (sindslidende der driver en succesfuld kaffevirksomhed) og forstyrrer folk i deres syn på hvem, hvad og hvordan psykisk syg.
· Der er en særlig sanselighed forbundet med kaffeproduktion. det udgør det sprog som skal bære den parallelkultur virksomheden udgør.

hvorfor kan det her blive en succes?
· produktet fusionerer ideen om højeste produktkvalitet samtidig med at køberen får etisk- og socialkapital. på den måde henvender produktet sig både til private, men måske især til bevidste virksomheder.
· kafferistning er en enkel produktionsproces, nemme råvarer og stor avance.
· socialpsykiatrien har endnu ikke formået at erstatte målgruppetænkningen med individualiserede tilbud der netop fortæller deres historie. at være bruger i en af samfundets udpegede parallelverdener (fx bocenteret hvor vi arbejder), på måder der ikke kvalificerer til deltagelse i samfundslivet er problematisk for disse mennesker. kaffegal.dk nærer en anden stolthed
· Kaffegal.dk etablerer en platform hvor professionelle kan kaste psykiatriens historiske åg af sig for at skabe ny teori og historie om indsatsen overfor sindslidende.
· psykisk syge er en ultra fleksibel erhvervsstyrke.
· kaffegal.dk er en social virksomhed hvor pædagogikken erstattet af særlig god medarbejderpleje. de grundlæggende værdier
· reelle jobs til reelle mennesker. alfa og omega er en aflønning, der står mål med den leverede indsats. ikke flere ’som om’ aktiviteter
· det drejer sig om at vende tankegangen på hovedet i alt hvad vi gør fx ved at tænke i vareformens logik.
· det her er ikke rehabilitering, det er god kaffe og en anden måde at være psykisk syg på. kaffegal.dk er ikke et pædagogisk tilbud, men en rigtig arbejdsplads. vi skal ikke ordne noget med dit liv, vi skal ordne noget med din arbejdsplads.
· virksomheden drives af klassiske forretningsprincipper og som medarbejder skal du skabe merværdi.
· virksomheden skal udvikle sig, både i forhold til kaffeprodukterne og de sociale og etiske produkter. der skal være en vidensopsamling og metodeudvikling af de sociale og etiske produkter. der skal oversættes erfaringer og skabes forbindelser til det sociale arbejdes felt.

I morgen er det officiel artikeldag!

For de uindviede kan jeg fortælle, at vi i morgen den 24. september udkommer i Magasinet Danske Kommuner - der er nogen der siger at det er noget der bliver læst på forvaltingerne.

I en artikel fortsætter vi den historie vi startede i kronikken og den handler om hverdagens hjerteskærende dilemmaer på et bocenter. Den anden artikel er udformet som et interview med os om morgendagens socialpsykiatri. Oprindeligt var det så også ideen, at vi skulle udkomme med en socialpoetisk fremtidsnovelle. Det var en skøn proces at eksperimentere med en helt ny stil og at fremskrive vores virksomhedsprojekt kaffegal.dk. I sidste ende var der desværre ikke plads til novellen i magasinet men den kan læses på nettet.

Det er en stor udfordring når mange års overvejelser skal formidles af en udenforstående journalist. Vi har nu prøvet at blive interviewet et par gange og lektien er at hvis man virkelig har noget på hjerte skal man i virkeligheden nok skrive det selv.

En socialpoetisk fremtidsnovelle - kaffegal.dk år 2020

I disse år oplever Danmark som det eneste land i Europa, at kunne opretholde en økonomisk vækst på et par procentpoint. Statsministeriet er under ledelse af Lone Kjær Lassen fra De Frie Demokrater. Som tidligere minister for Socialintegration er hun hovedarkitekten bag ”Den Store Socialreform”. Indført i år 2016 har reformen på fire år vendte op og ned på det, der tidligere blev kaldt socialt arbejde. Lone glæder til at tale på årets Socialvirksomhedskonference. Næste år er Danmark vært for The Social Summit og tegner til igen at kunne fremvise nogle helt unikke sociale virksomheder til de øvrige deltager nationer som allerede er kunder af den danske model. Lone kigger tænksomt frem for sig siddende på sit ministerkontor. Der går rygter om at hun er nomineret til Nobels Socialpris.

Det har været en god sommer. Selv om det nu er blevet koldt i skyggen kan Majken og Lucas finde på at sidde længe på terrassen på Hotel Nyborg Strand. Majken læner sig ind mod Lucas og hvisker ’Du får hvad du giver’! Luften og lyset giver sig, mens de kysser hinanden.

Der er alt for mange mennesker i hallen. Kresten har aldrig brudt sig om konferencer om sociale virksomheder hvor ’slipsedrengene’ får alt for meget taletid. For ham handler Kaffegal.dk om nærvær, ikke om et boom i salg af sociale aktier og nye samarbejdsaftaler med økologiske kaffeplantager i Bolivia. Kresten glæder sig til det hele er overstået, så han kan komme tilbage til butikken. Kaffegal.dk er en kæde af butikker. Holstebro viste sig at være stedet der løftede tilværelsen ud af mørket for ham. Ved gud om ikke også Jytte igen i år har spurgt, om de skal holde jul sammen. Kresten er bedst til at holde jul alene og han spekulerer på hvordan han skal få det sagt til Jytte.

Parolen i Den Store Socialreform var; ”Nærvær og Næsten”. På en periode på kun to år er det lykkedes at sætte det brede samfund i gang med, at være mere opmærksomme på hinanden. I et interview til Berlingske Tidende forklarer Lone Kjær Lassen om nødvendigheden af at styrke den sociale opmærksomhed og det medmenneskelige ansvar som var selve drivkraften bag reformen. Tiden før reformen var vanvittig: Op mod to millioner mennesker på lykkepiller, store grupper af unge der begik kollektivt selvmord og en total afmatning af det klassiske danske foreningsliv. Der måtte gøres noget. Det var livsnødvendigt med en forandring af det sociale klima. Helt konkret havde politikerne og beslutningstagerne fået øje for, at der i de sociale institutioner var resurser man i det store samfund havde glemt. Alting var gået alt for stærkt alt for længe med det resultat at mennesker havde svært ved fordybe sig og ensomheden havde taget over. Med reformen blev adskillelsen mellem institution og lokalsamfund gradvist opløst. Der var i sandhed tale om et historisk værdiskift.

Kun Salim og Pernille sidder tilbage i baren. Lige siden de kom tilbage fra Kenya har Salim lagt mærke til, at deres venskab har forandret sig. De nyder en ny proteingele. ”Tag med til London konferencen i januar”, siger Salim, mens han tænker ” Elskov er en sød galenskab”. Pernille ser overrasket på ham.

Udenfor hotellet leger lokale børn, månen spejler sig i bæltet og henover hotellets sydfløj fremtoner på nattehimmelen en lysreklame – Kaffegal.dk - Sindssyg god kaffe!

Oppe på værelse 234 ligger Oliver og vender og drejer sig. Stemmerne messer til ham ude fra badeværelset, ”Du lytter til dig selv, Du sagde nej nej, Kom nu Oliver kom nu!” Klokken er 3 om natten før det lykkedes Oliver at fortrænge stemmerne. Han falder i søvn med et suk i visheden om at morgendagens demonstration af kaffegal ’accessories’ bliver endnu en af den slags hvor han skal overdøve render under øjnene og dundrende hovedpine. Da han senere på dagen via hotellets hotspot fortæller sin psykolog hvis ansigt toner sig frem i hologramform på skærmen om oplevelsen med stemmerne og hvordan han fik overdøvet dem, bliver ham mindet om, at det ofte hjælper at tage den nye medicin to timer inden han skal sove.

Samtidig et andet sted i Danmark er et team af kaffegalmedarbejdere i fuld gang med at passe butikken på Centrumpladsen i Svendborg .

Selvom klokken kun er otte om morgenen ved alle, at Line har haft gang i pakkeriet det meste natten. For øjeblikket er det sådan, at Line havde rigtigt svært ved at arbejde sammen med de andre i dagtimerne. Line har for nylig ansat sin nabo til at følge hende til og fra butikken. Hele sommeren har Line ellers ligget under dynen. En dag var Regitze – hende der startede kaffegalbutikken i Svendborg, dukket op hjemme hos hende. Men Line havde ikke åbnet døren. Hun kunne ikke. Først da Line fik et postkort fra Regitze fik hun et håb om at kunne vende tilbage. I kortet stod der: Vi har brug for dig og vi savner dig! Nu er hun tilbage, træt men glad.

Det fedeste ved jobbet for Niels er, at Kaffegal havde købt de nye danskproducerede Bio-Wagon Ø12. Bilen dufter af de 30 kilo Kenya AA som blev ristet i morges. Kaffegals største kunde Xram insisterer på den bedste kvalitet og det var Niels der i sin tid charmerede direktøren og halede kontrakten i hus. På vej ud af sin Bio-Wagon kigger han i spejlet, han er en flot fyr, selvom han ser slidt ud. Mens bagklappen glider til siden tænker han på, om kæresten mon er der, når ham kommer hjem senere. Det var en rigtig lorteaften i går... han skulle aldrig have slået hende...

Nede i butikken peger et barn på Thomas, der står bag disken, *Hvorfor har han så underlige øjne, mor?’. Thomas bryder ind og siger; ’mine øjne har jeg fået af en troldmand, så jeg kan se om hjørner`. Han blinker til moderen som smiler indforstået.

Meta er berømt og berygtet for sine påfund. Kaffe-happenings med et kunstnerisk islæt er nærmest blevet hendes speciale. Hun ved bedre end nogen, hvor vigtig fortællingen er, for såvel kaffegals medarbejdere som for deres kunder, ja for alle.
Metas øjne vandrer tilfreds ned over skærmen. Hvor flot det er blevet. Når man bladrer i coffetable-bogen om kaffegal.dk fornemmer man virkelig de mennesker som er historien om kaffegal.dk.
Hendes seneste påfund er bannere med billeder af de enkelte medarbejdere. På bannerne står der meget personlige citater. Hendes egen favorit er; ’kaffegal.dk gør det let at gøre det selv’.

På vej tilbage over Femern-broen sidder Søren og tænker. Det er egentligt pudsigt, så meget tingene har forandret sig. Den gang han var forstander for Trætoppen var socialt arbejde noget der foregik som på en øde ø, tænker han. Heldigvis opdagede vi før det var for sent at mangfoldighed er en ressource og at de der får, har noget vigtigt at give tilbage. På vej op af indkørslen til hans hus tænker han for sig selv: ”Tro ikke på hvad mennesker siger – tro på hvad de gør.”

En tur gennem Michael Whites tekst: "Attending to the consequences of trauma"

Nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatiserende diskurser.
Hvordan samarbejde terapeutisk med beboere, der har været udsat for heftige psykologiske traumer – og dette i en socialpsykiatrisk kontekst, hvor de søger samtaler hos undertegnede. Det kan der være god grund til at fundere nærmere over, idet Marius Romme og Sandra Esher, hhv, professor i socialpsykiatri og videnskabsjournalist, har fremsat den kontroversielle teori, på baggrund af undersøgelser af psykotiske mennesker indenfor psykiatrien, at ca. 80% af dem som kommer i behandling i psykiatrien og som bliver psykotiske hhv. psykisk forstyrret har haft voldsomme krænkelser og voldsomme traumer bag sig. Denne viden korresponderer ikke umiddelbart med medicinalindustriens og den psykiatrisk kemiske diskurs om psykiske sygdomme. Men den tilbyder et mere frugtbart perspektiv at arbejde ud fra.

Jeg har fundet inspiration på Dulwich centerets hjemmeside (http://www.dulwichcentre.com.au/) , hvor Michael White koger en meget kraftfuld postmoderne suppe over den problemstilling (”Workshopnotes ”Attending to the consequences of trauma”)

White indleder med at konstatere, at mange af de nutidige forståelser der er af psykologisk smerte og forstyrrelse, som følge af heftige psykologiske traumer, rent faktisk obstruere udsynet til kompleksitet og de nuancer, som ligger i folks oplevelser af traumerne. Der er støj på linien. White bytter frugtbart rundt på den gængse logik på dette emne på en måde, hvor jeg får associationer til Deleuzes metode om skizoid-analyse. Den metode har som intention at aftvinge andre erfaringer om et givet fænomen via vanvittig ombytning – inspireret af den skizofrene tilstand - og dermed overskride det vi tænker traditionelt om forskellige fænomener, og således at det utænkelige kan tænkes (se Gilles Deleuze ”Forhandlinger”, dansk udgave 2006, Samlerens forlag). For White støjer de eksisterende psykologiske diskurser i forhold til de subjektiveringsmuligheder der bredt samfundsmæssigt tilbydes til at forstå og skabe sig selv igennem som menneske. De koloniserer så at sige den krænkedes persons oplevelser, og give meget lidt plads for den nødstedte til at formulere sine egne oplevelser om de hændelser. Ikke at forstå at der er et prædiskursivt niveau, hvor der kan skaffes privilegeret adgang til oplevelsen, men sådan at forså, at der ikke – kulturelt set - er mange tilgængelige måde, hvorpå vi kan lave god mening og udvikle et godt liv ud af at have heftige trauma. Det giver rigtig god mening, hvad White anfører om dette. Jeg har ofte som psykolog i socialpsykiatrien mødt mange italesættelser om traumer og krænkelser fra beboere, som taler ind i meget traditionelle forståelse af, hvad traumer og hvad de hændelser gør ved én som person. Fx hvor sårbart og skrøbeligt et menneske man blive af det, og hvad for et mennesket man bliver - og måske er - på den baggrund. Og det skal man jo som psykolog tage alvorligt, men det er samtidigt en bestemt måde at subjektivere sig på via diskurserne og magt-videns-relationer. Det er bestemt måde at fortælle sin historie med potentiel selvpåført magtundertrykkelse. Der tilbydes nemlig et væld af mange tilgængelige diskurser til at forstå sig selv som offer, både kemisk offerhistorier og mere psykologiske offer historier. Og de historier er de socialpsykiatriske kunder/beboere helt på højde med af mange gode grunde. Mens det modsatte mangler, historierne om at blive sejrsherre, at have overvundet sin smerte, sine krænkelser. At man har kunnet rejse sig, hele tiden gennem bevægelse, tiltrods for en historie om overgreb. Derfor tilbyder White en anden historie, et andet perspektiv til at forstå gænge måder at handle på, måder der kan hjælpe til at potentgøre de små ansatser til subjektivitet, som ligger for den krænkede. Den bærende pointe for den ”frisættelse, er undtagelserne for den dominerende historie. De findes i et hvert menneskes liv.

White spørger: Hvordan kan den terapeutiske samtale hermed bidrage med at skabe en mere robust oplevelse af sig selv, i stedet for den meget skrøbelige subjektiverings diskurs, der ligger lige til højrebenet for en hver krænket person - for en hver - som er blevet udsat for voldsomme overgreb og krænkelser som barn. White oplister nogle nødvendige kriterier:
a) at mennesker finder mere glæde og ære ved deres liv
b) åbne muligheder for at tage skridt i forhold til det som opleves som vanskeligheder og kniber og det som forhindrer én i at komme tættere ens fortrukne liv
c) tilføre og forøge ens almene fornemmelse af, hvordan man skal leve videre i ens liv
(min oversættelse)

White tilbyder en metafor på det psykologiske kompleks som mennesker oplever og måske holder fast i, at det kan ses som et testamente. Et testamente over hvor vigtigt det har været for personen at holde fast i det, som for personen har været så værdifuldt, og som blev voldet under traumet. Dvs. i den psykologiske smerte gemmer sig historierne om, hvad der er og har været vigtigt for personen at holde fast i, hvilket kan inkludere størrelser som:
a) fortrukne måder at leve på, særlige livs-ønsker
b) værdsatte værdier og forestillinger om hvad det vil sige at været accepteret, ideer om retfærdighed, og ”fairness”
c) moralske visioner og perspektiver på og om hvordan verden måske kunne se ud
d) betydningsfulde løfter og besværgelser om måder at være på i ens liv

White søsætter således en frugtbar dekonstruerende forbindelse op mellem psykologisk smerte og så, at denne smert og svarene herpå kan ses og betragtes ud fra personens stærke værdier, overbevisninger, inspirationer, håb, drømme moralske visioner, og det man føler sig ”committet til”. På den måde viser intensiteten af smerten, volumen af den mening man har sine dyrebare værdier og hvor meget man har holdt fast i dem. Disse størrelser, er det pointen, kan undersøges og gøres til genstand i terapeutiske samtaler, netop for at arbejde hen mod undtagelserne for den kolonaliserende undertrykkende historie, som faktisk ofte er krænkerens/bødlens historie, som man binder sig til og binder meget psykisk energi i. Ofte er man som krænket, så man så at sige bliver rekrutteret og hvervet til den skrøbelige og sårbare identitet, som også de traditionelle fagdiskurser om at være krænket og offer giver næring til.

White nævner også det daglige stress og pres som denne gruppe af mennesker ofte lever med. Den psykologiske smerte til traumet kan hermed ses som et svar og en daglig ”paying tribute” til deres evne til at holde en forbindelse til det, som man holder af og værdsætter i livet. og så ens moralske univers, altså netop det som blev fornedret og disrespekteret i krænkelsen, og som personerne (de krænkede) er blevet adskilt fra. På den baggrund er undersøgelserne og anerkendelsen af personens forbindelser mellem ens moralske univers der blev krænket og så graden af psykologisk smerte og daglig forstyrrelse, området som skal italesættelse, for at udvikle en platform for gribe det nye liv.

White går så videre i sin smukke dekonstruktive genlæsning af psykiske traumer via metaforen om testamentet for det psykiske traume. Michael White fremføre at testamente metaforen kan udgøre grundlaget for at undersøge ofrenes svar/reaktioner på det traumet, på det som har været udsat for. Pointen er at i testamentet – forstået som værdier man søger at sikre til fremtiden - ligger kimene til at skabe den subjektivitet, som de ønsker at skabe deres liv efter. Bevægelsen er sådan allerede startet i gennem svarene på traumet. Så alle svarene på det traumet, som de krænkede har været udsat for rummer ”the absent but implicit”. Svarene rummer også de intentionelle aktørpotentiale, som gjorde, at de gjorde noget, selvom de måske var magtesløse. Det betyder, at de kognitive strategier for overlevelse, selve coping mekanismerne, måden hvorpå man klarede sig, og prøvede på at sikre sig sit liv dengang og på sigt – er det interessante. Det er her aktørpotentialet ligger, og kan vækkes til at kunne trække på anden slumre-erfaringer.

White anføre, at den dualistiske vestlige arv overordnet set har øget indflydelse på selve de menneskelige udtryk, herunder også udtryk som psykologisk stress og smerte, som følge af stærke traumer. Det gør den på den måde – sådan som jeg læser det - at de endimensionaliserer et start og slut tidspunkt for identitet, som udtrykkene skal passe ind i. Subjektiveringen bliver, at man er en effekt, en kausal effekt af en hændelse, så at sige. Overfor dette proklamere White, at menneskelige udtryk må se som måder, hvorpå man bevæger sig videre på, således at disse udtryk kan se som meningsfylde udtryk. Kausal-logikken om at bestemte symptomer giver en bestemt slutpunkt/resultat, er et naturvidenskabeligt levn, som i parentes bemærket er potentgjort af Freud, og videreført at en naturvidenskabelig psykiatri, som tænker meget i stimulus og respons, årsag og virkning. Freud må siges at være en af de mest indflydelsesrige psykologiske teoretikere på psykiatrien historisk omhandlende psykologiske traumer. På den måde kan det svært, for ikke at sige umuligt, at komme uden om og ikke at tænke sig selv igennem dominerede psykologiske og psykiatriske diskurser, når man har været udsat for overgreb – i hvert fald i en vestlig kultur. White anfører, at det betyder, at de udtryk de krænkede har udviklet som svar herpå sjældent bliver anerkendt i sig selv, som en subjektiv bevægelse, og som en måde at sikre sig på, en måde at lave et testamente på om det gode liv dengang, nu og til senere. Dette frem for at være frysetørret i billedet af, at man er et færdigprodukt i videnskabelig henseende når man har været igennem krænkelsen. White tilbyder i stedet et perspektiv på den psykologiske smerte og udtryk, således at de kan ses som en måde at skabe og forme sit liv på. Dvs. at de altid rummer de subjektive ansatser og potentialer for at øge indflydelse, forme og skabe sit ens liv. Sådan læser jeg White vigtige og livsbekræftende bidrag.

Endelige kommer White med endnu et perspektiv, som jeg finder særligt rørende nemlig at psykologisk smerte og forstyrrelse kan ses som et element af hævdelse af de krænkelses-hændelsen/overgreb, som man har været udsat for. Dvs. de kan ses som en arv af fra de hændelser/overgreb, som man har været udsat for, og som derfor stadig og selvfølgeligt må viser sig i verden (som psykologsik smerte og forskellige udtryk herpå). Altså vise sig, som et svar på ”det-ikke- svar”, dvs. det og de svar som udeblev fra ens verden selvom offeret måtte igennem det. Herved tilbydes en historie om, at se de krænkede (ofrene) som resolutte mennesker, der vedvarende insisterer på, at hændelsen ikke skal glemmes. At de holder fast, som et vidnesbyrd om, at hændelsen har fundet sted. En manifestation af, at disse mennesker ikke har gået gennem disse hændelse for ingenting. White formulerer det sådan, at manifestationer af disse udtryk kan ses, som et vagtværn mod kræfter, der forsøger at underminerer den krænkedes oplevelser og måske andre, som har haft lignende oplevelser. Gruppen af krænkede, som har lidt overgreb, så at sige insisterer på tilstedeværelsen af dette udtryk i verden. Her er antydet gruppemetaforen, dvs. det særlige klubmedlemskab man er den del af, ved at have være udsat for overgreb/krænkelser. Metodisk taler dette for en narrative bevidning af de krænkedes særlige identitet, deres bestræbelse, deres testamente og erfaring med hvad som er vigtigt og dyrebart, og som de har ønsket at passe på. At en almengørelse af den enkelte bestræbelse, bidrag og handlinger, smerte og lidelse osv. samt andre som har været i lignende situationer - kan herved styrkes i deres identiteter, af at være vigtige aktører, der manifestere vigtige erfaringer og bevægelser mod et andet liv.

Ovenstående tekst og perspektiver er vigtigt indenfor en kontekst, som den socialpsykiatriske, hvor den biologisk og naturvidenskabelige diskurs er dominerende, med den effekt at stigmatiserede med identitetskonkluderende domme over mennesker. Den tager så at sige patent og monopol på menneskelige erfaring uden at levne plads til andre subjektiveringsmuligheder.

Spørgsmålet som vi må stille i en terapeutisk kontekst er, hvordan man kan balancere anerkendelsen af de voldsomme hændelser og det begyndende nye? Fordi den skrøbelige og sårbare identitet har jo haft voldsomme konsekvenser og blevet en del af personens identitet på omfattende måder, hvilket betyder at man ikke sådan umiddelbart er parat til at ”go-happy”, hvilket bestemt heller ikke er White intention. Han søsætter nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatisernde diskurser. På disse øer skal man gå på opdagelse og finde de livsvigtige frugter.

Jeg har også fundet inspiration i en anden White artikel; ”Hilse på igen: Om at indlemme den tabte relation i sorgarbejdet.” Jeg har opdaget - af psykiske traumer – trækker på, og ligger meget ligger op af sorg, død, hvilket betyder at metaforer som testamente, at skrive nekrolog over, lave farvel-skrivelse, goddagskrivelser, hilse på ect. bliver nærliggende metaforer, at arbejde ud fra. Det kan så ikke tilskrives min opdagelse alene, men afgjort min inspiration fra Michael Whites skriverier og hans kreative og inspirerende arbejde som har ansporet dette. Men netop heftige traumer, overgreb, krænkelser klinger og resonerer med diskurser og erfaringer om død og begravelse, om sorgbearbejdsning og lign..

White skriver i ovenstående artikel ”Hilse på igen: Om at indlemme den tabte relation i sorgarbejdet.” om den gruppe af mennesker, som har været misbrugt som børn, at de ofte har en meget afvisende holdning til sig selv som voksne, og at denne selvafvisning ofte er et resultat af, at de har taget den misbrugende voksnes (krænkerens) opfattelse af barnet til sig. White skriver videre, at disse personer ofte ikke kan finde hvile, føler sig vedvarende tvunget til, at arbejde med at underlægge sig krænkerens attuituder, holdninger og værdier. Undtagelser for dette findes i personens aktuelle liv, og kan være en vej frem, skriver White. Der skal ledes efter de små erfaringer om at acceptere sig selv. Finder man sådanne hændelser og er den lokaliseret, kan der stilles spørgsmål, der specifikt opfordrer til genfortælling af oplevelser fra barndommen og ungdommen, hvorigennem tilsvarende hændelser er passeret og hvor man har oplevet følelser af selvaccept. Dvs. ansporer til at fange erfaring, hvor denne selvaccept har været meget fremme i ens relationer. Her er det vigtigt – pointerer White - at fange det tidspunkt dvs. den alder vedkommende har dvs. hvor vi befinder os i vedkommendes livshistorie. White kommer med nogle frugtbare spørgsmål i den forbindelse. Jeg citerer:

· Hvis du så på dig selv med den 10-årige drengs øjne lige nu, hvad ville han så se i dig, som han ville sætte pris på?
· Hvilke sider af din udvikling som menneske ville være af størst betydning for ham?
· Når han opdager dette, ville han så prøve at få dig til at blive en anden, eller ville han tage dig for den, du er?
· Hvorfor tror du, han ville have ønsket dig som forældre?
· Hvad kan du gøre for at indtage denne 10-åriges drengs holdning til dig selv i stedet for…[den misbrugende voksne]s holdning?
· Hvilken forskel ville det gøre for dit forhold til dig selv og for, hvordan du ville behandle dig selv?
(s. 59, i Narrativ praksis, 2006 Hans Reitzels)

Det er det selvfordømmende, selvstigmatiserende, selvafvisende tendenser White ønsker at afmontere processuelt. Således gennem dekonstruerende processer finde undtagelser for bødlens destruktive subjektiveringsskygge over den krænkedes liv. Skyggen dækker nemlig over andre historier, andre erfaringer som kan gøres i forhold til at skabe et liv. Det er de dialoger, man som psykolog skal fremme på en meningsfuld måde i terapien. Nye øer af subjektiveringsmuligheder i et hav af selvstigmatiserende diskurser.

Kronikken om Ringbosagen

I februar 2008 fandt vi pludselig vores arbejdsplads i medieorkanens øje.
Her finder vores kronik der satte en ny dagsorden:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article470382.ece

vareformens logik - en motor for forandring

Det er i virkeligheden ret simpelt og et nyt sprog der bliver tilgængeligt. Den ”pædagogiske” opgave bliver nu formuleret som særlig god personalepleje, fordi kulturen i butikken bygges omkring at være en arbejdsplads frem for at være et socialt tilbud. Kaffegal.dk er en social virksomhed hvor pædagogikken erstattet af særlig god medarbejderpleje. Vi går ikke på kompromis med produktets kvalitet for at tilpasse os medarbejdernes evner. Vi tilpasser til gengæld arbejdsgangene så det bliver muligt for mennesker med forskellige evner at producere og sælge den bedste kaffe. I modsætning til traditionelle aktiveringstilbud er det kaffen og medarbejderen der er i centrum og ikke ’beboeren’. Vi kalder det pædagogik på hovedet.

Hvad har vi lært af de sidste 10 års afinstitutionalisering?

I tiåret for at institutionsbegrebet blev slette af serviceloven kan man sige, at nu er tiden inde til at socialpsykiatrien bliver opsøgende og ikke længere venter på at blive inviteret af arbejdsmarkedet, kultur- og fritidsliv. Vi skal lave initiativer, der ikke kan overses, der dufter, der forstyrrer og ikke er til at komme udenom. Socialpsykiatrien har endnu ikke formået at erstatte målgruppetænkningen med individualiserede tilbud der netop fortæller deres historie. At være bruger i en af samfundets udpegede parallelverdener (fx bocenteret hvor vi arbejder), på måder der ikke kvalificerer til deltagelse i samfundslivet er problematisk for disse mennesker. Det er helt afgørende at etablere en platform hvor professionelle og brugere kan kaste psykiatriens historiske åg af sig for at skabe ny teori og historie om indsatsen overfor sindslidende.

Socialpsykiatrien er ved sit tiår, trådt ind i en ny fase med ændrede omgivelser, vilkår og udfordringer: brugere bliver stadig mere forskellige. individualiserede tilbud der netop fortæller deres historie, erstatter en målgruppetænkning, aktører i feltet ændrer dagsorden hurtigere (politiske og strukturelle ændringer), mere viden, der stritter i forskellige retninger, krav om evidensbasering eller at kunne redegøre for resultater og metoder, fokus på at sprog skaber de muligheder vi ser samfundsøkonomisk logik om profit eller ydelse, etiske værdier formuleret som lokale ideologier erstatter en vældfærdsstatslig enhedstænkning. Disse er tendenser i socialpsykiatrien. I dette lys ser vi en indsats overfor mennesker med sindslidelse (socialpsykiatri) der bidrager til lokalmiljøet, der bidrager til den etiske, sociale og kulturelle kapital gennem forskellige engagementer i samarbejde og partnerskaber med aktører på den lokalsamfundsmæssige arena. det er fx kaffegal.dk der byder offensivt ind og naturligt bliver en fortrop. Kaffegal.dk der gør produktet til figur, ved at tænke i markedsvilkår med branding og markedsføring. et fokus på etisk, socialt og kulturelt overskud, der også styrker mobilisering af støtte også til de svageste brugere. Mange af vore ”kunder” har nogle skabende evner, der ikke kommer i spil, fordi de steder ikke findes, hvor det kan lade sig gøre. Arbejdet giver dem en identitet, de får noget i, at være én, der kan arbejde og gøre noget og ikke kun som bruger af socialpsykiatrien.

MÅNEN OG DEN SOCIALE BEVIDSTHED

Da man i 1960 for første gang så jorden udefra månen skabte det en global og økologisk bevidsthed. Det blev lige pludselig frygteligt tydeligt at hjemmet var sårbart. Vores mulighed for at udfordre og udnytte det menneskelige potentiale er afhængig af hvornår og hvordan vi får den sociale bevidsthed i spil. Som det er nu slører vi dagligt vores blik.