Bragt i Politiken 30. juni 2009

Hjælp soldaterne tilbage til hverdagen

Henrik Risdorf, cand. psych., selvstændig psykolog, supervisor, foredragsholder mm.. Har en i en årrække arbejdet indenfor for socialpsykiatri- og hjemløseområdet. Er panel-psykolog på http://www.hjerterummet.dk/ en hjemside for unge med psykiske vanskeligheder.

Prøv at forestille dig, at du er en ung hjemvendt soldat på 24 år. Du har i en periode været professionel soldat og haft krig som dit arbejde. Du har set mennesker dø og måske selv dræbt. Nu er du hjemme igen og til en helt almindelig hverdag med leverpostej og ungdomsarbejdsløshed. De mange tusinde kilometer til familie og venner er nu blevet afløst af en mental kløft, og de eneste der egentlig forstår dig er dine tidligere soldater kammerater, som er spredt for alle vinde. Der går nogle år, og du stifter familie. Oplevelserne fra krigen sniger sig usynligt ind på dig. Du har nu omsider fået et civilt arbejde. Du trives ikke og falder ikke til. Du synes kollegaerne er nogle blødsødne snakkehoveder og forholdet til kæresten skranter. Du bliver desperat! - hvad gør du nu, hvor går du hen og hvordan skal du komme videre?

Krigens kampfællesskaber handler om gruppens overlevelse og udstyrer soldaten med meget stærke gruppeerfaringer i krig, de umiddelbart ikke kan genfinde, når de kommer tilbage i det civile liv. Som situationen er nu efterlades en stor del af den danske krigsstyrke uden professionel støtte og hjælp til at overkomme denne store psykologiske udfordring.

Det er derfor afgørende nødvendigt, at den hjemvendte soldat gives konkret mulighed for sammen med andre soldater at gøre sig erfaringer med faktum, at man har været med til, at slå ihjel, om det ikke at få kammeraten med hjem, at have set kammeraten dø uden at kunne gøre noget, at snakke om de begivenheder, og episoder, der nager osv.. Det gælder om at integrere krigsoplevelser i sin personlige biografi.

Reintegrationsprogram etablerer nye fællesskaber
Derfor er der brug for et egentligt reintegrationsprogram for samtlige soldater, efter de har været udstationeret i krigsområder. Og det skal være mere end de 3 måneder hæren tilbyder for at ”lande” de soldater, som har været på korttidskontrakt - efter de har været i Afghanistan. Fx får den store gruppe af soldater, som er på professionel langtidskontrakt, ikke noget tilbud ”what so ever”. Den gruppe repræsenterer ca. halvdelen af de udstationerede i Afghanistan og er ofte meget unge. Du kan typisk godt være 23 år og have skrevet langtidskontrakt med hæren om at gå i krig, og således have det som dit arbejde i mange år.

Vi bliver nødt til at erkende, at krigsdeltagelse betyder, at soldater på bestemte måder bliver desintegreret fra det almindelige samfundsliv. Derfor skal vi tænke reintegration med samtlige soldater, som har været i krig. Reintegrationsprogrammet skal bestå af tre søjler: 1. Hjælp til job og uddannelsessøgning, og 2. Samtaler om overgangen til en almindelig livsførelse efter at have deltaget i krig, (de samtaler handler om at forandre sig), og 3. styrkelse af, og etablering af nye fællesskaber.

At etablere nye meningsfulde fællesskaber for de hjemvendte soldater – er afgørende vigtigt for, at den unge veteran kan komme sig, i overgangen til et normalt samfundsliv og blive reintegrerede i det danske samfund igen. Det punkt er vigtigt, fordi fællesskaber får en ny betydning for personer, som har været i krig. Der skal af samme grund etableres et konkret fysisk sted for gruppen. Som møder det behov de hjemvendte soldater har; et uforholdsmæssigt stort behov for at tale, snakke, og vende begivenheder og oplevelser fra krigen. Det behov er der mange år efter krigen og er markant forskelligt fra pårørendes behov.

Frakendelse af fællesskab og søgning mod nye ”klubber”
Som praksis er nu, efterlader vi store grupper af soldater individualiseret med sine egne personlige og særlige private erfaringer fra kampfællesskaber i krig. Hermed bliver de ikke forståelige, anerkendt og synlige for det mangfoldige samfundsmæssige fællesskab de hjemvendte soldater igen - skal til at blive medlem af. Det kan medføre nogle typer af psykologiske processer, som vitterligt har tragiske udgange. Det skal vi gøre os klart. For det gør det nemlig forståeligt, at mange hjemvendte soldater frakender – modsat anerkender – de mangfoldige fællesskab de igen skal blive del af, for at kunne fungere i et almindeligt samfundsliv. Vi taler om familier veteraner eksempelvis ikke kan blive del af, og finde ind til igen. Vi taler om unge veteraner, der efter udstationering ikke at kan finde plads i et arbejdsliv, fritidsliv, uddannelse og deslige.

Unge veteraner, som kan have svært ved at finde ind i et almindeligt samfundsliv igen, søger derfor andre fællesskaber eller særlige ”klubber”. Fx vender mange tilbage til ”krigsklubben” i Afghanistan (her gør fællesskabet mig synlig på mine kompetencer). En anden populær ”klub” er den ”posttraumatiske stressklub”. Den er populær fordi veteranen faktisk anerkendes samfundsmæssigt på de oplevelser man har fået i et moralsk ”grænseland”. Men tragisk al den stund, at det sker via adoption af en sygdomsidentitet. Altså, samlet set vælger veteranen andre ”klubber”, der alle har det til fælles, at de på bestemte måder frakender de almindelige samfundsmæssige fællesskaber. Fællesskaber der tilbyder andre typer af identiteter. Min påstand er, at det sker fordi soldaten dermed bliver synlig på de kompetencer og den identitet man udviklede ved sin krigsdeltagelse, og som man ikke kan blive anerkendt for i det almindelige samfund. Et reintegrationsprogram vil gøre den hjemvendte soldat synlig på en helt anden måde, både for veteranen selv og for os andre.