post konference tanker

Det er fascinerende at se hvad der sker, når eksklusivitet og æstetik centreres med en flot anlagt konference i socialpsykiatrien med en perlerække af internationale oplægsholdere. Der tilbydes en begivenhed, ny historie og der ´forstyrres´ i en positiv forståelse.


Konferencens oplægsholdere var primært fra usa. et usa hvor der sker rigtig mange interessant ting - og tænk at en hæderkronet institution som Yale beskæftiger sig med socialpsykiatri!
Tankegange om recovery - helt grundlæggende som et opgør med kronisitetstanken - er nu også ved at være på plads i en dansk kontekst. Konferencens indlæg var helt relevant en række foreslag til, hvad for nogle programmer, projekter og strukturer man kan etablere for at give recovery mind settet optimale betingelser.


For mig var det mest interessante ved konferencen ikke alene det der blev sagt, men bevægelsen eller signalet om, at recovery budskabet er en nødvendig, men ikke tilstrækkeligt. I en brydningstid, hvor der er meget på spil i feltet, tror jeg at professionel viden og erfaring fra det psykosociale område nu igen kan spille en rolle og bidrage.



Under konferencen fik jeg en tanke om betydningen af forskellene mellem usa og dk konteksten. denne gang kom igen den gammel kendte kommentar også;
´hvis bare det var som hos jer her i dk så var alt godt´. Udover at det er en sandhed med modifikationer så ligger der også en implicit ide om, at vi egentlig er mere ens end vi måske i realiteten er. Det hedder i antropologien etnocentri.
Ser man historisk på det har den amerikanske bestræbelse gået i retning af få de hjemløse sindslidende inddæmmet i programmer - ofte på harm reduction og selvhjælpsniveau. Hvor vi de sidste 10 år har været optagede af at bryde institutionsbegrebet ned.
På et mentalitetsniveau betoner amerikanske brugere, peers og professionelle det personlige ansvar som noget helt afgørende næst efter håbet i en recovery proces. Det gør vi ikke på samme måde i danmark. der tager vi i højere grad udgangspunkt i at personen skal vikle sig ud og opleve at en forsørgerrelation ikke er tilstrækkelig, før der kan ske noget radikalt nyt. Den forskel havde jeg med i min optik på konferencen. Jeg tror at førtidspensionen, særligt når den står alene, i den henseende og i en dansk kontekst kan være det største og mest passiviserende stigma af dem alle.

Jeg tror på at vi alle kan lære af hinanden alene vores forskelligheder udgør en ekspertposition. Konferencens motto - "Grise kan flyve!" (ret indforstået i øvrigt) - ved jeg så ikke helt om jeg tror på. Men da jeg i går kørte hjem gennem Københavns gader i den sidste efterårssol, var det med en fornemmelse for at der er noget rigtigt spændende under opsejling.


Tak til initiativgruppen!